MITRIDATE

★★★★☆☆

Det Kongelige Teaters fortræffelige operachef, John Fulljames, fortjener ros for at lade os stifte bekendtskab med Wolfgang Amadeus Mozarts ungdomsværk MITRIDATE.

Desværre er det ikke ham selv, men instruktøren Ralf Pleger, der iscenesætter, så selvom både Alexander Polzins kødlige scenografi og kostumer og Fernando Melos sanselige koreografi til Skånes Danseteaters dansere bidrager positivt til de til stadighed bevægelige scenebilleder, så er forestillingen ikke ganske vellykket.

Stuart Jackson har pondus uden power i titelrollen og hans kønne røst kræver altså mere saft og kraft på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Bedre går det for kvinderne, Elísabet Einarsdóttir (Aspasia), Emöke Baráth (Sifare) og Sarah Aristidou (Ismene), selvom også de har problemer, når de står for langt tilbage på scenen. Bedst klarer Morten Grove Frandsen sig faktisk i rollen som Farnace.

Mozarts opera henter inspiration hos den store franske dramatiker Jean Racine, der beretter om Kong Mitridate og dennes sønner, der forelsker sig i Aspasia. Trods en del gentagelser nyder vi den liflige koloratursang og finder det komplet ubegribeligt, at en kun 14-årig knægt har kunnet skrive den slags. Lars Ulrik Mortensen får sammen med Concerto Copenhagen det bedste frem i musikken, som sagtens kunne fortjene et genhør.

Så atter engang må man ærgre sig over, at vi ikke får lov til at beholde John Fulljames på Det Kongelige Teater, for hans udsyn og kunstneriske nysgerrighed burde snarere være et forbillede for den kommende chef såvel som cheferne for ballet og skuespil.

Og i særdeleshed Det Kongelige Teaters bestyrelse, hvis tåbelige beslutning kun kan være truffet ved helt at ignorere John Fulljames ubestridelige kunstneriske meritter. Det er forstemmende, at Nationalscenens fremtid skal være i hænderne på folk, der åbenbart ikke forstår at værdsætte Fulljames’ kunstneriske format tilstrækkeligt højt. Men man skal åbenbart være dommer i "Vild med dans" eller medvirke i en DR-serie for at kunne få sin kontrakt forlænget?

(Michael Søby)