★★★☆☆☆
Det Olske Orkester stiller skarpt på den mennskelige fremmedgørelse i en stadig mere digitaliseret verden med deres trilogi "Overlevelse i nyere tid". Soloforestillingen "Det førerløse menneske" gæstede København sidste år, og nu kan Forsøgsstationen på Vesterbro så byde velkommen til anden del, DET KONTAKTLØSE FORHOLD, hvor Øyvind Kirchhoff har fået selskab af Katrien van der Velden.
De spiller naboer, der begge er optaget af deres egen lille verden via internettet. Det går der helt bevidst ret lang tid med i starten, men det gør det desværre ikke mindre irriterende.
Men som Eva i paradisets have kan kvinden i nabolejligheden ikke dy sig, og sætter sig til klaveret for at øve sig på en dansk folkevise, som hun tilmed prøver at synge med spæd stemme. Det går efterhånden naboen på nerverne og han begynder at råbe, hvilket kun får nabokvinden til at skifte til endnu mere støjende tekno-musik. Så går manden amok, men fortryder bagefter og gemmer sig i sengen.
Pludselig forsvinder han ned i den og befinder sig herefter i anden verden, hvor kvinden er blevet en robot, der gør, hvad han sætter den til. Det kan han naturligvis ikke administere, og samtidig er det også som om at robotten udvikler sig eget liv, og ikke længere finder sig i alt.
Rolf Søborg Hansens dukker og scenografi træder denne gang lidt i baggrunden, og i stedet får de to medvirkende god plads til at gå i dybden med deres karakterer. Begge gør det glimrende.
Øyvind Kirchhoff får givet sin forpinte mand en næsten Kafkask dimension, men kan også være vittig, når manden nyder sine selfies – med slet skjult selvglæde.
Katrien van der Velden står lidt svagere i de indledende passager, men fremstår derimod virtuos som robot – med en selvkontrol, der forekommer forbløffende. Det er i disse scener, i sublimt samspil med Øyvind Kirchhoff, at forestillingen får sit kunstneriske højdepunkt.
Desværre har instruktøren Lotte Faarup en tendens til at gøre de enkelte scener unødigt lange. Her kunne man med fordel have haft flere forskellige scener med robotten og dens ejer – fremfor at blive i de gamle længe efter at pointen er faldet. Det beskedne dramatiske forlæg kunne på den front lære mere af H.C. Andersens "Nattergalen", der i programmet nævnes som inspiration til forestillingen.
Havde det ikke været for de to dygtige kunstnere på scenen, så kunne selv en lille time have været rigeligt langt. Nu går det heldigvis an, og vi glæder os ligefrem til at se, hvordan Det Olske Orkester får rundet denne ambitiøse trilogi af til næste år.
(Michael Søby)
