★★★★☆☆
Skuespillets husinstruktør Sigrid Strøm Reibo har delt vandene med sine næsten demonstrativt feministiske opsætninger af klassiskere som "Penthesilea" og "Mutter Courage". Nu følger endnu en opsætning i samme rille – denne gang om verdensdramatikens mest uhyggelige kvinde, Euripides’ MEDEA.
Scenografen Katrin Nottrodt har opdateret historie rent visuelt til det forrige århundrede, hvor kostumerne indikerer 50’erne og 60’erne, 1-plans villaen giver indtryk af, at vi er i 70’erne, og frisurerne synes at stamme fra 80’erne. Tilde Maja Fredriksen fremstår som det naturlige midtpunkt i forestillingens kor, der er klædt ud til at ligne en håndfuld forstadsfruer.
Også mændene har temmelig groteske fremtoninger, som gør det svært for de pågældende skuespillere at blive taget alvorligt. Rasmus Bjerg fremstår som en snu brugtvognsforhandler og når aldrig helt ned i sjælen på denne Jason, mens Morten Burians Aigeus af af uforklarlige grunde skal ligne Tintin og Patrick Baurichters overskæg får huslæreren til at minde om en pornoskuespiller.
Jens Jørn Spottag har naturligvis den fornødne autoritet som Kreon, men også Ernesto Piga Carbone i rollen som sendebudet gør et vis indtryk. Det er bare sådan, at mændene ikke for alvor synes at interessere iscenesætteren.
Christiane G Koch har gode tllløb til en helstøbt præstation som ammen, men i sidste ende er det blot MEDEA, der fænger og forfører. Hun spilles da også ganske fortræffeligt af Signe Egholm Olsen, der ligefrem dirrer af had til hendes svigefulde mand.
Uden Signe Egholm Olsen ville denne MEDEA være en ret ligegyldig affære, men hun er desværre ensom i sit raseri, fordi den generelle iscenesættelse ikke synes at være på niveau med hovedrolleindehaveren.
(Michael Søby)
