★★★☆☆☆
Instruktøren Paul Verhoeven har altid elsket at chokere, og især hans hollandske film "Tyrkisk konfekt", "Den fjerde mand" og "Spetters" gjorde det med en vis filmkunstnerisk fornemmelse. Hans to bedste film "Hemmelig mission" ("Soldaat van Oranje") og "Black Book" omhandler Hollands situation under 2. verdenskrig, mens film som "Iskoldt begær", "Elle" og nu BENEDETTA fokuserer på det kvindelige begær – på en stadig mere lummer måde. Teknisk set vellavede film, men på sin vis også orgier i dårlig smag – med den decideret usmaglige og dog ganske underholdende BENEDETTA som et grotesk højdepunkt.
Filmen skal forestille at foregå i det 17ende århundrede, hvor nonnen BENEDETTA (Virginie Efira) indleder et forhold til den nyankomne Bartolomea (Daphne Patakia). De bizarre erotiske scener mellem dem inkluderer bl.a. en utiltalende trædildo, og 83-årige Paul Verhoeven benytter enhver lejlighed til at få dem til at smide tøjet.
Charlotte Rampling stjæler filmen med sit formidable forpinte spil som den forbitrede abbedisse. Også Lambert Wilson og Olivier Rabourdin forsøger at indgyde filmen en kunstnerisk integritet, den ikke har, men som klamt Grand guignol-inspireret melodrama har filmen bestemt en vis facinationskraft, man aldrig bør forveksle med kunstnerisk kvalitet.
Den valgte billedæstetik får os til at tænke på fortidens biografreklamer for hårprodukter, og er som sådan konsekvent gennemført. Paul Verhoevens hang til filmisk brutalitet, blodrus og deformiteter fornægter sig heller ikke denne gang.
BENEDETTA fremstår som et absurd mausoleum over Verhoevens livsværk, og det må være op til den enkelte, om man vil grine eller græde undervejs. Man kan også bare nøjes med at nyde Charlotte Rampling i endnu en pragtpræstation, og ellers blot ryste på hovedet af Paul Verhoevens perverse frontale angreb på katolsk hykleri.
