★★☆☆☆☆
Kaspar Rostrup har modtaget Reumert-komiteens hæderspris og hans to sønner Emil og Mikkel Rostrup er også godt i gang med at etablere sig i teaterbranchen – som henholdvis iscenesætter og scenograf. Nu har de fået til at opgave at skabe en forestilling uden manus, og det er så blevet til RIDLEY SCOTT METODEN.
Ridley Scotts film handler sædvanligvis om helte og skurke, og forestillingens to hovedpersoner kunne godt bruge lidt heltemod i deres søgen efter deres egen identitet.
Jakob føler sig ret gennemsnit, og selvom han har fået skabt en familie, føler hans sig ikke som en rigtig mand, og tilhører som sådan ikke nogen gruppe. I en alder af 41 har han fem gange haft psykiske problemer, der krævede professionel hjælp.
Tani på 27 er flygtet fra sine private problemer i Norge, og er vokset op med en far, der nedgjorde ham og ikke anså sin søn som en rigtig mand.
RIDLEY SCOTT METODEN er desværre endt som en alt for indforstået teaterforestilling. Selv hvis man som undertegnede har set stort set alle Ridley Scotts film, så virker de mere eller mindre fjollede forsøg på at dramatisere scener fra filmene ret platte, og forestillingens karakterer synes aldrig at komme til nogle erkendelser.
Der er dømt overfladisk drengerøvsteater, omend serveret med en vis energi, Tani Dibasey formår at charmere publikum med sin sang, sine stemmer og sin dialekt, mens Jakob Hannibal har det sværere i den mere triste rolle. Det ikke-eksisterende manus forekomme stadig at være stærkt savnet.
(Michael Søby)
