★★★★☆☆
Forestillingens producent Thomas Langkjær og Lion Musical/Lion Entertainment Aps. valgte tidligere på måneden ikke at invitere anmeldere til københavnerpremieren på den nye version af SHU-BI-DUA – THE MUSICAL i Tivolis Koncertsal. Det var synd – ikke mindst for de mange nye talenter, der mistede en chance for omtale, og fordi presseomtalen kunne have gavnet billetsalget og dermed begrænset antallet af tomme pladser i salen også denne aften.
Man bør dog være opmærksom på, at Teaterbilletters angivelse af varighed (2 timer og 15 minutter inkl. pause) slet ikke holder stik, da forestillingen snarere når op på 2 timer og 40 minutter inkl. pause. Det betød bl.a. at undertegnede og andre måtte forlade salen inden den sædvanligvis festlige finale.
Fremstod Mads Æbleø, Thomas Agerholm og Søren Møllers manuskript en smule stærkere denne gang? Det kunne blandt andet være, fordi Trine Pallesen havde overtaget moderrollen og gav den både dybde, smerte og nærvær.Koreografien har heller ikke mistet sin kvalitet under den ufrivilige coronapause, og iscenesætter Thomas Agerholm bør også roses for at finde musikaliteten frem i forestillingens nye hovedrollepar.
Vi følger atter drengen Mick, der vokser op og i skikkelse af Thor Vestergaard synger og danser, så der er en fryd, mens han kæmper med at finde den røde tråd i sit liv.
Alberte Hønnicke Kyst udmærker sig især ved sin smukke stemme, og Kim Ace Nielsen, der har fået en endnu større rolle som hovedpersonens usynlige ven, leverer stadig forestillingens mest dynamiske præstation.
Videoprojektionerne og scenografien tager sig godt ud i Tivolis Koncertsal, og Shub’ernes sange har stadig sproglige og musikalske kvaliteter, man kan glæde sig over, selvom de unægteligt hører en anden tid til.
Michael Bundesen og co. var med til premieren på den allerførste udgave af SHU-BI-DUA – THE MUSICAL, men meget er sket på få år, og uden Michael Bundesen bliver SHU-BI-DUA aldrig det samme. Så er det godt, at der stadig findes en musical, der kan lindre på sorgen og gøre minderne levende for så mange.
(Michael Søby)
