MOONFALL

★★★☆☆☆

Den tyske instruktør Roland Emmerich fremstår efterhånden som et europæisk bud på en moderne Cecil B. DeMille.

Det kunstneriske niveau er dog ikke helt på samme niveau, men man kan ikke nægte, at Roland Emmerich har en vis tæft for at lave de såkaldte "storfilm".

I særdeleshed katastrofefilm som "Independence Day" og "Godzilla" har haft publikums bevågenhed, men det var også Emmerich, der i 2015 iscenesatte "Stonewall", en relativt sober skildring af "Stonewall"-optøjerne.

MOONFALL ligner i starten endnu en af disse rumfarts-film, hvor vi fyldes med kedelige tekniske detaljer, mens vi venter på, at der sker noget af menneskelig interesse. Men i filmens sidste halvdel er man ikke i tvivl om, at man ser en Roland Emmerich-film, og hans sans for oppulente katastrofescener fornægter sig ikke.

Halle Berry og Patrick Wilson er tidligere kolleger, der forenes, da månen har forladt sin bane omkring jorden, og en hel verden står pludselig i fare for at gå under. Men gang på gang løber John Bradley med opmærksomheden i rollen som KC Houseman, en nørdet konspirationsteoretiker.

Gode gamle Donald Sutherland dukker også op, og man bemærker ligeledes den unge Charlie Plummer fra "All The Money in the World" og ikke mindst "Lean On Pete", der indbragte ham Marcello Mastroianni-prisen på Venedig Filmfestivalen i 2017.

Handlingen i MOONFALL bliver efterhånden – og ikke ulig andre Emmerich-film – temmelig grotesk, og da der så kommer et lille åndsvagt selvtægtsdrama oveni, mister man tålmodigheden.

Rent visuelt forekommer MOONFALL også skuffende gammeldags, og MOONFALL lever i det hele taget ikke op til forventningerne.