LASER OG PJALTER

★★★★★☆

"Mutter Courage", "Den kaukasiske kridtcirkel" og nu LASER OG PJALTER. Jo, det går godt for Bertolt Brecht i Danmark – i betragtning af, at han har været død siden 1956!

Hans dramatik fremstår i disse år ikke bare forunderlig tidløs, men paradoksalt nok også forbløffende relevant. Således også LASER OG PJALTER fra 1928 (baseret på John Gays "Tiggeroperaen" fra 1728), fornyet og frisk på Odense Teaters store scene af den opfindsomme men aldrig overfladiske iscenesætter Moqi Simon Trolin.

Scenografen Eilev Skinnarmo har skabt en kun tilsyneladende trist container, da den viser sig at indeholde en særdeles livlig underverden. Kostumedesigneren Maria Gyllenhoff har klædt beboerne forrygende på i dristige farver og mønstre, så kontrasterne er til at få øje på – i klassisk 20’er snit.

Kurt Weills musik ligner ikke nogen andens, og det er velnok det største kompliment, man kan få som komponist, og LASER OG PJALTER synes ligefrem at springe ud af det klassesamfund, den skildrer så eminent.

I handlingens centrum står Nicolai Jandorf som Macheath, en frækkert, omend ikke altid lige lovlydig, og med en lidt for stor appetit på kvinder. Karismatiske Nicolai Jandorf spiller ham med lige dele farlig charme og sort humor – en charmerende charlatan, der forstår at begå sig i det lurvede miljø, han færdes i.

Cecilie Gerberg (uforglemmelig som Catherine i Odense Teaters mesterlige teatertrilogi "Stormfulde højder") viser helt andre sider af talentet som Polly, og åbenbarer bl.a. en stærk sangstemme.

Anders Gjellerup Koch er herlig grum som Peachum og Hanne Hedelund er i den grad i sit es som hans rapkæftede kone med hang til de våde varer. Også Claus Riis Østergaard gør en god figur som Jackie "Tiger" Brown, der overrasker med en bizar dans.

LASER OG PJALTER er teater fra samfundets bund, og den groteske og meget morsomme afslutning udstiller blot Hollywoods evindelige behov for lykkelige slutninger.

For tror vi på en lykkelig slutning for disse mennesker? Det bør du gå i Odense Teater for at vurdere. Du er under alle omstændigheder garanteret absurd musikteater af høj kvalitet serveret af Odense Teaters sublime ensemble.

(Michael Søby)