★★★★☆☆
En dansk Science Fiction film for børn? Jeps, den er god nok. Tilmed sjov og med en god historie. Instruktøren Frederik Nørgaard, der selv spiller rollen som lærer, har filmatiseret Morten Dürrs skæve børnebog "Robotten kan skide!! – med Selma Iljazovski i hovedrollen.
Hun agerer med overbevisning pigen Alberte, som er flov over sin gamle defekte robot Robbi, der ligner en forvokset tøjbamse (men speakes med herligt lune af Lars Brygmann).
Stor er Albertes glæde og overraskelse, da hun på sin fødselsdag modtager det sidste skrig indenfor robottter, den meget menneskelige Konrad (troværdige Philip Elbech Andresen), der også bliver et hit hos hendes veninder.
Lise Baastrup og Kristian Ibler er skæge som de søde men selvoptagede forældre, og som de ikke altid lige forstående skolekammerater ses Marinus Refnov, Emilý Rós Margretárdóttir, Sophia Johar og Emil Stenlund.
Samtidig med filmen udsendes også et computerspil, hvilket også hører til sjældenhederne, men som ikke destro mindre giver god mening.
ROBOTBROR er muligvis ikke en stor film, men børnene elsker den, ikke mindst når den store bamse kortslutter rent sprogligt. Man nyder, at der ikke tales ned til børnene, og at man denne gang har et noget højere ambitionsniveau, end det man sædvanligvis oplever i diverse filmføljetoner. Faktisk hører ROBOTBROR blandt de bedste danske børnefilm i de senere år.