★★★★☆☆
Kristen Stewart var udråbt til Oscar-favorit i år, men ikke fordi at hendes præstation kunne betegnes som årets bedste. Man kan argumentere for, at det er et foreløbigt højdepunkt for den sædvanligvis ret overvurderede skuespillerinde, men har man set TV-serien "The Crown", ved man, at rollen som Lady Diana (Spencer) kan spilles endnu bedre.
Der er noget udvendigt og påtaget over såvel accenten som skrøbeligheden, hvilket bevirker, at Diana ikke blot fremstår som en psykisk ustabil ung kvinde, der alt for tidligt bliver kastet for løverne, men også som et selvoptaget og snotforkælet pigebarn, der åbenbart ikke har gjort sig mange tanker om det ansvar, der naturligvis følger med det royale ægteskab.
Den smukt fotograferede film kaster dog i sidste ende et forsonende lys over Dianas opførsel, og Kristen Stewart assisteres kyndigt af erfarne britiske skuespillere som Sally Hawkins og Timothy Spall.
Det Amerikanske Filmakademi elsker at belønne skuespillere, der spiller kongelige, og Charles Laughton, Laurence Olivier, Judi Dench, Colin Firth og Helen Mirren kan alle kalde sig Oscar-vindere på grund af deres præstationer som medlemmer af den engelske kongefamilie.
Kristen Stewart er tilmed kendt for den populære Twilight-serie, hun er ung, med international appeal og en César-pris til at bevise det, og kan stadig blive den første lesbiske kvinde – ude af skabet – der vinder en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Jennifer Hudson, Penélope Cruz, Jessica Chastain, Nicole Kidman og Lady Gaga giver hende kamp til stregen, men ingen af dem har procentvis så meget tid på lærredet, hvilken kan blive afgørende. Screen Actors Guild valgte dog at ignorere Stewarts indsats, så man har lov at håbe, at Oscar følger trop.
Det skader dog ikke, at den chilenske instruktør Pablo Larraín i forvejen er et kendt ansigt i Hollywood, og hans forrige amerikanske portrætfilm "Jackie" indbragte Natalie Portman en Oscar-nominering. På trods af de amerikanske portrætfilms budgetmæssige kvaliteter er man faktisk bedre tjent med at se Pablo Larraíns chilenske film "El Club" og "Neruda".
SPENCER har bestemt visse filmiske kvaliteter i billedkompostionerne, underlægningsmusikken samt de indlysende produktionsmæssige fordele, men ikke helt nok til at overvinde den afgørende svaghed – hovedskuespillerindens tekniske begrænsninger.
