★★★★☆☆
Céline Sciamma er tilbage med endnu en sanselig skønhedsåbenbaring efter verdenssuccesen med det lidenskabelige lesbiske drama "Portræt af en kvinde i flammer".
Tonen er dog helt anderledes lavmælt denne gang, men ikke mindre inderlig og på små fem kvarter får Céline Sciamma skabt en original lille filmfortælling, som man vil bære i sit hjerte længere end andre mere støjende stil.
En lille pige ved navn Nelly får sagt farvel til beboerne på plejehjemmet, hvor hendes mormor har boet, men ikke til mormor, for hun er død. Nellys egen mor er stærkt påvirket af dødsfaldet, og efterlader den lille Nelly og Nellys far i mormors hus, som nu skal rømmes.
Også for Nelly er det en svær tid, men det hjælper da hun møder en lille pige på sin egen alder i skoven, hvor hun kigger efter den hule, som moderen byggede der, da hun var barn. Nelly har en vis fysisk lighed med den lille pige i skoven, og snart går sandheden op for hende, og hjælper hende med at tage afsked og mødes på ny.
Céline Sciamma finder en række fine detaljer i skildringen af forholdet mellem Nelly og hendes mor, men også i forhold til mormoren. Søstrene Joséphine og Gabrielle Sanz har en befriende naturlighed i deres samspil, som man slet ikke kan undgå at betages af.
De velkomponerede billeder giver samtidig plads til en vis mystik, der også er en del af filmens hemmlighedsfulde DNA. Det kan virke en smule frustrerende, men livet giver os jo heller ikke svar på alle spørgsmål, så vi affinder os med det og vælger blot at nyde denne filmiske perle for, hvad den er.
