★★★★☆☆
Todd Haynes fik sit gennembrud som filminstruktør med "Velvet Goldmine" – en vild skamløs hyldest til glamrocken og til den kreativitet og vildskab, der prægede den unge musik sidst i 60’erne og først i 70’erne. Siden fulgte formfuldendte filmværker "Far from Heaven" og "Carol", men "Velvet Goldmine" fremstår stadig som hans mest sprælske værk. Indtil nu.
For selvfølgelig måtte det blive Todd Haynes, der skulle instruere den formodentlig definitive dokumentarfilm om THE VELVET UNDERGROUND. Gruppen, der aldrig kunne reduceres til et enkelt hit, men som i sandhed blev et kult-fænomen med indflydelse langt udover sin samtid.
Todd Haynes har valgt en til tider hektisk fragmentarisk stil, der bærer præg af den collage-agtige filmkunst, der blev produceret i samme periode, som THE VELVET UNDERGROUND turnerede og som også prægede deres sceneshow.
Resultatet er blevet en overvældende og udmattende rejse til en anden tid. Haynes vælger at fokusere på gruppens individuelle medlemmer og synes egentlig mere interesseret i at skildre den kollektive bevægelse, de var en del af end at dokumentere hitlisteplaceringer etc. Hvilket også giver god mening, for THE VELVET UNDERGROUND var aldrig et hitliste-band, og medlemmerne tog også afstand fra datidens blomsterbørn, men stoffer og alkohol var stadig en del af baggagen.
Lou Reeds biseksualitet virker ubestridelig efter at man har set filmen, og vi erfarer også hvordan han fyrede Andy Warhole, som var forelsket i Reed, og efterfølgende kaldte ham en rotte. Det var dog i høj grad Warholes indsats som producent og cover-createur, der bidrog til gruppens berømmelse. At Federico Fellinis "La Dolce Vita"-skuespillerinde Nico også blev en del af gruppen skadede heller ikke.
THE VELVET UNDERGROUND er proppet med relevante stemmer, inklusive gamle og nye interviews med de af gruppens medlemmer, der stadig er i blandt os. Også musikalsk får vi godbidder undervejs, men det er som dokumentation af en vanvittig og vovet tid, at THE VELVET UNDERGROUND har sine største kvaliteter.
