Astor Piazzolla 100 år
★★★★★☆
Interessen for den argentinske Astor Piazzolla er voksende – ikke mindst i Danmark.
For nogle år siden kunne man således opleve hans hovedværk "Maria de Buenos Aires" i Pumpehuset. Som forestilling betragtet desværre ikke vellykket, men med en stærk indsats af Yamil Borges som den aldrende Maria blev denne Piazzollas operita ("lille opera") alligevel en åbenbaring for mange.
Senere fulgte Daniel Rosenfelds ganske forrygende dokumentarfilm "Piazzolla: The Years of the Shark" om Astor Piazzolla, der mere end nogen blev tangoens fornyer og manden bag både "Tango Progresivo" og "Tango Nuevo".
I aftes kulminerede denne interesse ved en fejring af Astor Piazzolla i anledningen af 100-året for hans fødsel. Begivenheden fandt sted i Østre Gasværk med et uhyre velspillende Danmarks
Underholdningsorkester i topform og en række glimrende solister, der sammen får lave en smuk og værdig hyldest til den store mester. Forestillingen spiller til og med lørdag, og rummer både musik, dans og sang af høj klasse.
Aftenens dirigent Alexis Cardenas viser sig også at være en storartet violinist, og overgås rent musikalsk kun af den helt formidable bandoneonist Per Arne Glorvigen fra Norge. Glorvigens solo i andet akt udløser da også et enormt bifald.
Titlen KÆRLIGHED TIL TANGOEN indikerer i højere grad danseforestilling end en slags teaterkoncert, hvad den snarere er i Victor Hugo Diaz iscenesættelse. Lysdesigner Sune Verdier formår at intensivere atmosfæren i løbet af aftenen, og det rå teaterrum i Østre Gasværk klæder i den grad den melankolske musik.
Marcela Troncoso og Kristian Andersen lagde ud på dansegulvet foran orkesteret, men kemien mellem dem syntes ikke optimal, hvilket kan være afgørende i en tango. Så var der en anderledes farlighed til stede, når Corina de la Rosa og Alejandro Andrian dansede sammen – med hende som forsmået kvinde, der higer efter mandens opmærksomhed, og ham som den tilsyneladende uopnåelige macho-mand. Først efter pausen får vi svaret på hans uopnåelighed, og da kvinden har accepteret den, finder de hinanden i en fyrig tango, der endda kan fremkalde et underfundigt smil på hendes læber.
Aftenens sangeinde Julia Zenko er en argentinsk legende, men tydeligvis med både stemme og krop i behold. Med en næsten doven sensualitet erobrer hun scenen, og får os øjeblikkelig til at føle os som stamgæster på en café i Buenos Aires. Julia Zenko er tydeligvis ikke blot en dygtig vokalist, men har også et skuespillertalent, der får publikum til at spise af hånden, samt en ikke ubetydelig scenisk charme.
Fejringen af Astor Piazzolla vakte således stor begejstring i den gamle gasbeholder, og man må derfo håbe, at publikum skynder sig at løse billet, for det er faktisk nu eller aldrig.
(Michael Søby)
