★★★★☆☆
Stephen Temperleys tragikomiske skuespil om operadivaen Florence Foster Jenkins havde danske teaterpremiere i 2009, og blev i Peter Schrøders iscenesættelse et hit bl.a. på Vendsyssel Teater og Hofteatret med Lise Lotte Nielsen og Henrik Koefoed i hovedrollerne. Meryl Streep brillerede nogle år senere i filmversionen, og nu er det Lisbeth Kjærulffs tur til at at give sit bud på rollen.
Det første udgave fremstod mere troværdig end den nye, men det betyder ikke, at Jan Hertz iscenesættelse er ringere. Her havner portrættet af den tonedøvesangerinde flere gange helt ude i farcen, hvor hun muligvis høre hjemme, men til gengæld ser vi også hendes ultimative ydmygelser i endnu højere grad. Forestillingens dramatiske spændvide synes således større, men underholdningsværdien forekommer på ingen måder mindre.
Nogle velvalgte møbler i klassisk snit og en række overdådige kostumer gør forestillingen til balsam for øjeæblerne, og vor fortæller, pianisten Cosmé McMoon, spilles og synges med charmerende overskud af Jacob Beck.
Men det er naturligvis Lisbeth Kjærulffs Florence, som opmærksomheden samler sig om. Ingen tvivl om, at det kræver en stor sangerinde, der kan sit håndværk, for at så falsk på så mange forskellige måder som her. Selvom det næsten kan lyde som en uforskammethed, så har Lisbeth Kjærulff næppe nogensinde været bedre end her. Sjovest når hun pludselig går til angreb på et af de store operapartier som f.eks. "Madame Butterfly" og mest gribende, da hun endelig må erkende, at publikum griner af hende.
Lisbeth Kjærulff får heldigvis lov at vise, at hun i sandhed har stemme til partiet "Nattens dronning" i forestillingens finale. Desværre kun som voice-over, men i al fald en form for dokumentation, der understreger, hvor glimrende en sangerinde Lisbeth Kjærulff faktisk er.
Det komiske talent har hun bl.a. udviklet på diverse danske revyscener, og nu kombineres det med den mere dramatiske side af talentet under iscenesætter Jan Hertz’ kyndige vejledning.
Publikum i kulturhuset Viften i Rødovre forstod heldigvis at værdsætte denne dyrebare SOUVENIR, der fortjener et langt turnéliv.
(Michael Søby)
