-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

THE LAST DUEL

★★★★★


Titlen på Ridley Scotts alderdomsværk THE LAST DUEL kan ses som en kærlig hilsen til Scotts gennembrudsfilm "Duellanterne" ("The Duellists"), som han indspillede for godt 45 år siden. Fortællemæssigt forsøger han dog denne gang at gå selveste Akira Kurosawa i bedene, ved at fortælle den samme historie set fra forskellige synsvinkler ligesom Kurosawa gjorde det i "Dæmonernes port" ("Rashomon").

Men hvor Akira Kurosawa både var filmkunstner og håndværker, forbliver Ridley Scott en dygtig håndværker og end ikke en Oscar har han fået trods talrige kassesucceser på samvittigheden. Hvor Kurosawa brugte hver enkel ny vinkel på den samme historie på nye raffinerede fortællemæssige detaljer, så genbruger Ridley Scott da bare de gamle scener. Det er kun Pier Paolo Pasolini, der har fundet en genial løsning på filmisk genbrug i "Matthæusevangeliet", og det eneste Ridley Scott får ud af det, er en meget lang film og temmelig kedelig film på henved ca. 150 minutter, men måske at producenterne er glade, fordi han begrænser filmudgifterne?

De havde i øvrigt Ben Affleck og Matt Damon, og må have haft så travlt med at producere, så de ikke har tænkt på, om det måske var en ide at finpudse deres accenter. Flovt virker det i al fald i de mindst af alle lyder som om, at de hører til i riddertidens Europa, og Matt Damon ligner tilmed Stig Rossen, og det er vel næppe meningen?

Selvom THE LAST DUEL foregår i en tidsalder med riddere og jomfruer, bør man dog ikke forvente klassisk underholdning a la "Ivanhoe" og "Robin Hood". Ridley Scott er ude med øksen, og svælger bl.a. i en voldtægt af filmens kvindelige hovedkarakter. Scott stoler dog ikke på hende, og filmen bærer tydeligt præg af at være en gammel mands opgør med Me Too-bevægelsen. Men den kamp har Ridley Scott allerede tabt, og derfor bliver titlen THE LAST DUEL også en trist profeti over en patetisk olding ude af trit med sin samtid.

 

I