★★★☆☆☆
Emma Seligman skrev, producerede og instruerede kortfilmen "Shiva Baby", der fik så god en modtagelse, at hun kunne udbygge den til en spillefilm to år senere. I 2020 modtog den anerkendelse for sit manuskript på Toronto Filmfestivalen, og det er da også den rappe dialog, som er filmens største kvalitet.
Handlingen udspiller sig primært efter en jødisk begravelse ved den såkaldte Shiva, en særlig mindehøjtidelighed i de pårørendes hjem.
Den biseksuelle Danielle kommer for sent til selve begravelsen, men hendes dominerende mor og hendes tilbagelænede far hiver hende alligevel med til shivaen. Her vil skæbnen, at hun ikke blot møder sin exkæreste Maya, men også den mand, der p.t. betaler for at have sex med hende. Han er tilmed sammen med sin blonde hustru og deres stortudende baby.
Dagen udvikler sig i stadig mere kaotisk retning, inden familien bryder op, men da har Emma Seligman også opbrugt Shivaens dramatiske muligheder. På trods af de mange rappe replikker, så kan man ikke helt frigøre sig fra tanken om, at den relativt spinkle historie faktisk egnede sig bedre til kortfilm-formatet.
Rachel Sennott når også at irritere ved hele tiden at være så sproglig og fysisk klodset. Men Polly Draper er ret skæg som den beregnende mor, der viser sig ikke at være helt så nobel, som hun foregiver.
SHIVA BABY kunne måske have fungeret bedst på en scene, hvor de mange ord i højere grad kunne folde sig ud og hvor man ikke i samme grad sidder og hungrer efter billeder.
