PIPPI LANGSTRØMPE

★★★★☆☆

Længe før der var noget, som hed Me Too, fandtes der en lille pige, som hed PIPPI LANGSTRØMPE.

Det var Astrid Lindgren, der havde opfundet hende og gjort hende til verdens stærkeste lille pige til inspiration for børn i alle aldre. TV-serien om PIPPI LANGSTRØMPE blev da også et hit hos både voksne og børn, og der findes vel næppe nogen, der ikke kan nynne med på "Her kommer PIPPI LANGSTRØMPE"`?

Pippis historie har også været dramatiseret gentagne gange, og Folketeatret sender nu Jonna Nordenskiölds udgave på turné i en nybearbejdelse af oversætter Ninette Mulvad og Birgitte Næss-Schmidt, forestillingens iscenesætter.

Birgitte Næss-Schmidt har et godt blik for historiens kontraster – ikke mindst Tommy og Annikas familieliv versus Pippis grundlæggende ensomhed. Hun er ikke heller ikke bare for at give det klassiske eventyr et meget nudidigt skær.

Siw Ulrikke Maibom er alt, hvad man kan ønske sig af en moderne Pippi. Hun har den helt rigtige ukuelige frækhed, og man forstår sandelig godt, at Tommy og Annika foretrækker at bruge tid med hende. Mod slutningen har Tommy og Annika fået så meget mod, at Annika tør gå i lange bukser og Tommy hopper da også rundt i et skørt.

Benjamin la Cour har både leget med lyset og ikke mindst med størrelsesforholdet i Pippis univers. Således oplever vi kun Pippis hus i dukkehus størrelse, hvorimod aben Hr. Nilsson har fået menneskestørrelse. Pippis hest er blevet til en gammel krikke med et ganske naturtro bevægelsesmønster.

Georg Riedel og Jan Johansson’ musik føjer sig nydeligt til historien, selvom at det langt fra er alle sangene, der fortjener betegnelsen "evergreens". Men vi nyder, at der er levende musik på scenen.

I biroller glæder vi os bl.a. over veloplagte præstationer af Morten Christensen som neurotisk skolelærer og Pernille Schrøder som emsig sladdertaske. Schrøder får sig da også en svingom med sørøveren Jacob Weble, så "Vild med dans"-dommerne ville have givet topkarakter.

Det gør vi trods alt ikke her, men PIPPI LANGSTRØMPE skal nok formå at gøre lykke rundt om i landet.

(Michael Søby)