★★★★★☆
Historien om musicalen ATLANTIS forekommer efterhånden ligeså eventyrlig som myten om det tabte paradis af samme navn. Skolekammeraterne Peter Spies, Sune Svanekier og Thomas Høg satte sig for at skabe en moderne dansk musical, der fik premiere på Bellevue Teatret i 1993 til overvejende flotte anmeldelser. Siden har musicalens fans formået at holde den i live og 28 år efter kan vi nu opleve den i den hidtil mest ødsle opsætning i Tivolis Koncertsal.
På trods af Thomas Agerholms musikalske iscenesættelse forekommer forestillingens manuskript stadig uegalt. Som om der er for mange karakterer med. Eller er der blot for mange af de medvirkende, der lige skal have et øjeblik til at shine? Et handlingsreferat i programmet kunne evt. have hjulpet, også fordi det fra tid til anden kan være svært at høre, hvad der bliver sunget.
Dog ikke når pompøse Stig Rossen synger, for hans diktion er klar som en skyfri himmel, og han nøjes ikke med at udstråle autoritet i sin skurkerolle, men har også en robust stemme, der udnyttes flot i denne forestilling. Han flankeres festligt af Kim Hammelsvang, der som den eneste tilfører ATLANTIS et strejf af humor.
Forestilliingen egentlige hovedroller varetages af de unge talenter Thomas Høj Falkenberg og Johanne Milland og især hun synes rumme dramatiske muligheder, der nok skal blive brug for – selv når ATLANTIS har fortonet sig i horisonten.
Pernille Petersson (der spillede hovedrollen i originaludgaven) og Kaya Brüel er begge lysende som enker, henholdsvis den varmhjertede Salene og den kyniske Miranda. Kaya Brüel er i sig selv selv lidt en af visuel effekt understøttet af nogle overdådige kostumer, som selv de lokkende sirener (velkoreograferet af Kim Ace Nielsen) ikke kan konkurrere med.
Melodi Grand Prix-vinderen Jonas Rasmussen har forsaget sit vikinge-look for en mere Jesus-agtig fremtoning. Hans version af forestillingens mest kendte sang "Morgen på Atlantis" er køn, men også en lille smule kedelig trods et flot musikalsk arrangement. Så er der altså mere saft og kraft i Pernille Petersson, Johanne Milland og Kaya Brüel, når de fremfører "Kvindeterzetten", et noget overset nummer, der her får sin definitive fremførelse.
Med Mikkel Rønnow som dirigent er den ørevenlige musik i de bedste hænder, og også denne gange bliver det orkesteret, kor og solister, der bærer ATLANTIS til sejr i Philip Witcombs voluminøse scenografi. Selv tvivlere må blive overbevist om, at denne ATLANTIS nok skal holde sig ovenvande.
(Michael Søby)
