CROSSWIND – hvor vindene mødes

★★★★★★

Endnu en film om anden verdenskrigs rædsler kan på forhånd afskrække en del. Men dette mesterlige filmværk ligner ikke nogen anden film, vi har set herhjemme. Martii Helde går nemlig helt andre veje end de fleste andre instruktører og i stedet for at udpensle grusomheder, lader han os opleve ordene fra en række rystende breve, som en deporteret estisk kvinde skrev til den mand, hun måtte tage afsked med en skæbnesvanger dag i 1941. Sammen med 10.000 landsmænd blev hun og hendes lille datter sendt med tog til Sibirien efter Stalins ordre, mens mandens skæbne i årtier forblev uvis.

I betagende sort-hvide billeder gengives mennesketableaur, der fastholde øjeblikke i kvindens tilværelse. Kameraet kræser rundt blandt dem som for at finde svar – men kun vinden synes at bevæge sig for at kommunikere med os. Og i sidste ende findes der også kun håb om lindring og forsoning på det sted. hvor vindene mødes.

CROSSWIND – HVOR VINDENE MØDES er en krævende original og blødende smuk filmoplevelse, der på stilfærdig lyrisk men indtrængende vis gør et af verdenshistoriens største massedrab nærværende. Samtidig understreger den filmmediets sublime kraft, når ord og billeder tjener den samme sag og stor kunst pludselig opstår.