CHALLENGERS

★★★★☆☆

Luca Guadagnino vil for altid blive husket som manden, der gjorde Timothée Chalamet til verdensstjerne og Oscar-kandidat via CALL ME BY YOUR NAME, der indbragte James Ivory en yderst velfortjent Oscar for filmens manuskript.

Luca Guadagnino vandt også sølvløven på Venedig filmfestivalen for den bizarre kannibalfilm “Bones and All”, og nu er han tilbage med endnu en kontroversiel kærlighedshistorie i CHALLENGERS.

Tre af filmbranchens mest attraktive stjerner lige nu (Zendaya, Mike Faist og Josh O’Connor) forener kræfter i dette trekants-drama. En tenniskamp har også tidligere været et godt udgangspunkt for en god film, og klassikere som Alfred Hitchcocks “Farligt møde” og Woody Allens “Match Point” udgør blot toppen af isbjerget.

Mike Faist og Josh O’Connor spiller barndomsvenner og tennisrivaler, der tiltrækkes af den samme pige. Et trekantsforhold er under opsejling, men hvor den ene af fyrene synes mest attraktiv på den lange bane, har den anden tydeligvis mere talent på den korte. Balancen i trekanten forrykkes, da pigen får en skade, der gør det umuligt for hende at spille tennis på topniveau, men måske kan hun i endnu højere grad vise sit værd som træner for en af fyrene – på fuldtid?

Trioen Zendaya, Mike Faist og Josh O’Connor har afgjort en fræk kemi som Tashi, Art og Patrick, og CHALLENGERS forekommer at have potentiale til at blive den mest indbringende filmtrekant siden den mexikanske “…Og din mor!” med Gael Garcia Bernal, Diego Luna og Maribel Verdu. Om den så i samme grad leverer varen, må være op til den enkelte at vurdere. Men et par pirrende scener får vi i al fald, og så skader det bestemt ikke, hvis man også synes, at tennis er fascinerende.