Michele Placido er en markant skikkelse i italiensk film. Som skuespiller fik han sit internationale gennembrud i 1979 og en sølvbjørn som Berlinalens bedste skuespiller takket være Salvatore Samperi “Ernesto”. Siden har han medvirket i en lang række film af Italiens bedste instruktører blandt andre Marco Bellocchio (“Salto Nel Vuoto”, 1980), Francesco Rosi (“Tre Brødre”, 1981), Marco Risi (“Forever Mary”, 1989), Gianni Amelio (“Lamerica”, 1994), Nanni Moretti (“Mig og Berlusconi”, 2006) og Giuseppe Tornatore (“Den ukendte kvinde”, 2006).
Som instruktør har han også gjort sig gældende i forskellige genrer bl.a. krimien “Kings of Crime”. Hans passionerede kostumedrama “Vild kærlighed” indbragte Stefano Acccorsi prisen for bedste mandlige hovedrolle på Venedig filmfestivalen i samspil med Laura Morante.
CARAVAGGIOS SKYGGE tegner et råt portræt af maleren Caravaggio og hans samtid med den karismatiske Riccardo Scamarcio som den forfulgte og forpinte kunstner. Den homoseksualitet, der også afspejler sig i hans kunst, forekommer relativt nedtonet i denne version i forhold til Derek Jarmans portrætfilm “Caravaggio” fra 1986.
Michele Placido er mere optaget af, at Caravaggio brugte både ludere og lommetyve som modeller for malerier med udgangspunkt i den kristne mytologi. Han forsvarede sig med, at Jesus kunne tilgive alle syndere, og at den katolske kirke i mange år opfattede Maria Magdalene som prostitueret.
Der var langt fra alle, der brød sig om dette, og ord som blasfemi og respektløs gjorde Caravaggios gang på jorden uhyre svær. Kirken forfulgte ham via “L’Ombra” (“Skyggen”), en snu men slibrig mand – fortræffeligt gestaltet af Louis Garrel. Også Isabelle Huppert dukker op undervejs, men for en gang skyld har hun ikke meget at byde ind med.
CARAVAGGIOS SKYGGE er desværre ikke nogen helstøbt film, men den er ganske interessant i sin skildring af 1600-tallets kontraster mellem kunst og kirke. Tidsbilledet virker overbevisende, men kontrasterne mellem poesi og brutalitet kan være svært at kapere.
Man får dog lyst til at fordybe sig i Caravaggios billedkunst ovenpå filmen, og Michele Placido synes også i sidste ende at være på Caravaggios side.
