★★★★☆☆
Efter et års pause er REVYEN I HELSINGØR tilbage – og i nye omgivelser. Industriforeningens teatersal i Stengade 51 viser sig at være et pragtfuld lokale, og det perfekte sted at spille revy i en coronatid.
Heldigvis er det stadig restaurant Strejf, der leverer maden – en skøn fiskemenu med både langtidsbagt laks, rejer og bagt mørksej. Ingen tvivl om, at REVYEN I HELSINGØR har førertrøjen på rent kulinarisk.
På scenen kommer man lidt trægt fra start med et omstændeligt åbningsnummer, der heldigvis afrundes med et par spektakulære overraskelser, og det varer ikke længe før revyen løfter sig. Det er dog især efter pausen, at de mest vellykkede revynumre indfinder sig.
Le Münster-Svendsen er ene svane i kurven, og tilbage der, hvor hun i 80erne brød igennem som en del af Teatret Dueslaget. Hun har også haft en mindre rolle i den Oscar-belønnede danske film "Druk", og holder derfor en rørstrømsk Oscar-tale af en vis længde. Le Münster-Svendsen får også mulighed for lufte sin flotte sangstemme, og så skaber hun en herlig grotesk karakter i Lars le Dous bizarre monolog om kvinden bag "Mosters hurtige hånd".
Dan Schlosser undskylder vittigt – omend lidt for hyppigt – også for at undskylde. Men han kan også spille en brandert så overbevisende, at man denne aften næsten fik mistanke om, at han hørte til det champagneglade selskab, der fejrede bryllupsdag ved at ta’ til revy.
Sune Svanekier morer som Hr. Schwann, der har en del udfordringer med Nem-Id og andre digitale påfund, og Svanekier er også skæg som en meget lille infam skurk i et Star Wars-agtigt politisk univers. Allerfineste fremstår han dog i "Jeg er træt" som en overlegen brokrøv, der foretrækker at kritisere alt og alle fremfor selv at få et liv. De kloge ord er af (Martin) Jantzen & (Lasse) Aaggaard, aftenens stærkeste tekstleverandører.
De står også bag et andet af aftenens ubetingede højdepunkter, "Ellemann på en tagryg" med en suveræn Simon Nøiers i rollen som Uffe Ellemanns søn. Simon Nøier viste allerede i REVYEN I HELSINGØR anno 2019, at han var et stort talent, men nu får han et veritabelt gennembrud som Folketingets svar på "Spillemand på en tagryg".
Catrine Frølund beviser atter, at hun ikke blot er en fortræffelig pianist, men også at hun både kan komponere og synge. Bedst i "Gid jeg var…" med tekst af Kristian Jensen (vel næppe dén Kristian Jensen?), hvori hun drømmer om at være Phillip Faber med eget pigekor. Også selvom Faber ikke er nogen Bent Fabricius-Bjerre!
Iscenesætter Mads M. Nielsen har således formået at fremhæve alt det gode i de medvirkende, og bidrager dermed afgørende til, at 2021-udgaven af REVYEN I HELSINGØR bestemt ikke bliver den sidste.
(Michael Søby)
