-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

CHARLIE & CHOKOLADEFABRIKKEN

★★★★★★


Roald Dahls litterære perle af en børnebog er også elsket for filmudgaverne: "Drengen, der druknede i chokoladesovsen" ("Willy Wonka & the Chocolate Factory") var en musical-udgave fra 1971 med Gene Wilder i sin første bærende hovedrolle, mens Tim Burtons Johnny Depp-film fra 2005 lå mere i tråd med tegningerne fra de første bogudgivelser.

CHARLIE & CHOKOLADEFABRIKKEN fremstår på Aarhus Teaters store scene som en udfordring for såvel scenograf og kostumedesigner, men både Palle Steen Christensens kontrastfyldest scenebilleder og Karin Gilles groteske kreationer lever op til forventningerne.

Men det er alligevel den lille Bertram Lyng Engelsted Jarkilde, som imponerer mest. I to timer og tre kvarter formår den lille fyr at være forestillingens hjerte, smukt støtte af 40-års jubilaren Anders Baggesen, lun og dejlig som Charlies bedstefar.

I mindre roller fryder vi os især over Marie Dalsgaard som opkørt curlingmor med hang til lommelærker, mens også Mette Klakstein har sine øjeblikke som snotforkælet datter af en russisk oligark.

Simon Mathew skaber en fascinerende og tvetydig Willy Wonka. Med fræk elegance og betydelig professionalisme leverer han sine danse-og sangnumre, men helt tryg ved ham bliver vi aldrig i Rune David Grues iscenesættelse. I enkelte passager glemmes det barnlige univers, og historien om CHARLIE OG CHOKOLADEFABRIKKEN fremstår mere kompleks og dyster end godt er.

Som musicalbetragtet er CHARLIE & CHOKOLADEFABRIKKEN ikke noget hovedværk, men heldigvis er der nok at glæde sig over i denne opsætning til at både børn og voksne kan få udbytte af forestillingen.

(Michael Søby)





 






 











 

I