★★★★★☆
af Nikoline Werdelin
Forlaget Gyldendal
Nikoline Werdelin opnåede umådelig popularitet med sit portræt af storbymennesker i tegneserieuniverset “Homo Metropolist”. Fra slutningen af 1990’erne markerede hun sig stærkt som dramatiker efter gennembrudsværket “Liebhaverne” på Husets Teater.
Med egne iscenesættelser af stykkerne “Den blinde maler”, “Mine to søstre”, “Boblerne i bækken” og “Natmandens datter” fik hun ganske fortjent særstatus blandt danske dramatikere – ikke ulig den position, som Leif Panduro havde haft indenfor 70ernes danske tv-dramatik.
Nu bryder hun igennem som romanforfatter på en velkendt og alligevel sprudlende måde, der vidner om, at ordglæden er intakt i lighed med det skarpe blik for for menneskelig dårskab.
Sjældent er København og dens borgere blevet vakt til live på så forunderlig vis som her. Vi skal vist helt tilbage til Herman Bangs “Stuk” for at finde samme kompleksitet i beskrivelsen af bylivet.
Humoren og smerten går hånd i hånd i portrættet af biologen Hans og hans omgivelser. Parallellerne mellem mennesker og dyr er ikke til at tage fejl af, men tanken om selvmord synes dog primært at være et åg, som mennesker må bære alene. Sex er derimod et udbredt fænomen både hos dyr og mennesker – og tilsyneladende mere beslægtet end man egentlig gik og troede.
Nikoline Werdelins lune favner også det københavnske kulturliv. Man behøver ikke kendskab til dette for at kunne nyde bogen, men det giver helt klart en ekstra dimension, og det kommer fra en kvinde, der har oplevet kulturlivet indefra i årtier.
HVORDAN MAN REDDER EN LEMMING lyder som en manual i nødhjælp til dyr, og det kan man lægge i, hvad man vil. Ikke alle lemminger kan reddes, og endnu færre synes i stand til at forandre sig.
(Michael Søby)
