HONEST THIEF

★★☆☆☆☆

En træt og tung Liam Neeson tager endnu en runde som action-stjerne i HONEST THIEF. Han spiller en bankrøver, der i moden alder beslutter sig for at returnere de 9 millioner dollars, han har stjålet – i håb om at få renset sig navn og leve et hæderligt liv med den kvinde, han nyligt har forelsket sig i.

Hun ved selvfølgelig intet om hans fortid, bliver nær slået ihjel på grund af hans handlinger, men tilgiver ham naturligvis alt og lover at vente på ham… Ja, filmen er instrueret af en mand ved navn Mark Williams, men derfor behøver den kvindelig hovedkarakter altså ikke opfører sig så åndsvagt.

Filmens bedste præstationer ydes af Anthony Ramos ("Hamilton") og Jai Courtney ("Kejserens sidste kys) som to FBI-agent, der får adgang til en del af millionerne og bliver fristet over evne. Især Anthony Ramos finder fine udtryk for det moralske dilemma, han pludselig står overfor, da deres gerninger pludselig får blodige konsekvenser.

HONEST THIEF må sige at være en kriminalfilm af den gammeldags slags, og minder mest af alt om en episode i en dybt traditionel og ganske ligegyldig tv-serie.

På sin vis harmløs, men den tager alligevel plads på bekostning af mere værdifulde film, og det er synd. For en mere overflødig form for underholdning skal man lede længe efter. Måske er det derfor, at man end ikke har orket at give filmen en dansk titel?