★★★★☆☆
Rúnar Rúnarsson er en af Islands mest bemærkelsesværdige instruktører. Med den Dylan Thomas-inspirerede "The Last Farm (Síðasti bærinn í dalnum) opnåede han international opmærksomhed og en Oscar-nominering i kortfilm-kategorien. Den visuelt betagende "Smáfuglar" ("Two Birds") bekræftede det filmiske talent, og dermed var vejen banet for den første spillefilm. Den klaustrofobiske "Vulcano" fik desværre en blandet modtagelse, men med den poetiske ungdomsfilm "Sparrows" slog han for alvor sit navn fast som en spændende spillefilmsinstruktør.
Hans seneste film ECHO ("Bergmál") forekommer mindre sprælsk og levende end "Sparrows", men stilistisk konsekvent med stramt komponerede billeder.
Man kan fristes til at kalde ECHO for en julefilm, men i så fald er det en lidt alternativ slags, for selvom julen spiller en stor rolle i filmen, så er det ikke nødvendigvis hyggen, der er i fokus.
Ikke ulig svenskeren Roy Anderson arbejder han her i tableauer hvad enten han skildrer et børnekor eller en gruppe slagteriarbejdere. Samtidig tegner han et portræt af vor tids Island, hvor beboerne synes stadig mere fremmedgjorte i forhold til hinanden.
ECHO kan ses som 79 minutters forundring over det moderne samfund og det moderne menneskes adfærd. Ikke alt bør de være lige stolte af, og som dansker genkender endog meget af den menneskelig dårskab, filmen skildrer. Man fristes til at kalde den et ekko af vores egen samtid.
