★★★★☆☆
Det blev Vejle Musikteater med dets nye direktrice Mette Kier, der fik lov til at holde skandinavisk pressepremiere på teaterversionen af det populære kærlighedsdrama THE BODYGUARD.
Når filmen opnåede en betydelig popularitet i 1992 skyldtes det i særdeleshed Whitney Houston, hvis musikkarriere kulminerede med den film. Dolly Partons gamle hit "I Will Always Love You", der også blev en del af soundtracket til musicalen "The Best Little Whorehouse In Texas", opnåede i Whitney Houstons version status som alletiders mest solgte singleplade sunget af en kvinde.
Hverken skuespilmæssigt eller dramatisk var filmen THE BODYGUARD noget at råbe hurra for, og ligesom i teaterversionen kræves først og fremmest en imponerende stemme. Det har Andrea Lykke Oehlenschlæger, der yder en nærmest sensationel flot sangpræstation, som Whitney kun kunne have gjort hende efter på de gode dage.
Johannes Lassen kunne faktisk godt ligne en bodyguard, men ligesom Kevin Costner synes han ikke at være nogen oplagt type til at medvirke i en musikfilm. Bedre går det for en veltrænet David Owe i rollen som klam stalker.
Hvis de øvrige to drenge, der spiller divaens dreng Fletcher, er ligeså gode som Benjamin Dinesen Primiterra, så kan publikum være trygge hver aften.
Lea Thiim Harder har næppe været bedre end som divaens oversete syngende søster, og kan ikke gøre for, at manuskriptet behandler hendes karakter temmelig skødesløs.
Eneste minus rent musikalsk er det påtrængende og forstyrrende klaverspil i stort set alle romantiske scener mellem de to hovedpersoner.
Iscenesætteren Thomas Agerholm har skabt et superflot show med glamourøs scenografi af den opfindsomme Benjamin La Cour og dynamisk koreografi af stjernedanseren Sonny Fredie Pedersen.
Københavnerne kan med andre ord godt begynde at glæde sig til, at showet indtager Tivolis Koncertsal d. 21. januar 2021 efter endt turné.
(Michael Søby)