★★★★☆☆
Hans Rønne har ikke bare skrevet den underfundige tekst til DET BEGYNDER AT BLIVE KOLDT OM FØDDERNE, men han står også helt alene på scenen i Roskilde Teater. I begyndelsen uden sko på fødderne, men i et morsomt samspil med forestillingens bevidst livstrætte teknikker.
Vi får heldigvis aldrig at vide, hvad det var for en forestilling, vi egentlig skulle have set, for Hans Rønne (eller rettere "mig", som manden på scenen kalder sig) fortaber sig – med vilje naturligvis – i betragtninger om livet og døden. Vittige observationer, der virker relevante, når alderen trænger sig på, og det i mere end een forstand begynder at blive koldt om fødderne.
Tabet af tre venner har for alvor givet denne "mig" noget at tænke på, og med både ømhed og lune hører vi om disse tre meget forskellige menneskers på een gang særegne og dog genkendelige skæbne. Vi mærker også, hvorfor netop disse personer har gjort indtryk.
Lars Knutzon får alt det fineste frem i Hans Rønne, som aldrig misser en nuance i teksten og som formår at nå dybere ned i sindet på 75 minutter, end mange gør på en hel aften. Det er nærmest forbløffende, hvor let og luftig at forestillingen virker, når man tænker på, at den drejer sig om de store spørgsmål i de små liv.
Hans Rønne er en diskret poet med blik for tilværelsens absurditeter, og vi føler os i sandhed beriget efter denne lille stjernestund. Tilmed endnu mere klar på livet, end da vi ankom.
(Michael Søby)
