★★★★★☆
Henrik Ibsens alderdomsværk LILLE EYOLF har ikke haft det let i Danmark. Det Kongelige Teater har spillet stykket to gange (i 1895 og 2006) uden den store succes, men det er også en vanskelig tekst, der kræver et originalt greb.
Den originalitet finder man på Husets Teater, hvor Liv Helm placerer ordene i et moderne næsten tidløst univers.
Frederik har i årevis arbejdet på en bog, der aldrig vil materialisere sig, og beslutter at opgive projektet for at hellige sig sin handikappede søn, den LILLE EYOLF. Hustruen Rita higer dog så meget efter hans kærlighed, og hun kommer til at sige, at hun nogen gange ville ønske, at Eyolf døde. Da ønsket til hendes rædsel går i opfyldelse, kan hun ikke tilgive sig selv, og hendes mand evner ikke at hjælpe. I forvejen bærer de på en fælles skyld, da det var deres skyld, at LILLE EYOLF blev handikappet.
Jens Albinus og Signe Egholm Olsen går i den grad i flæsket på dette ægtepar, og resultatet bliver et gnistrende samspil, der oser af passion – med stort P.
Også Frederiks søster emmer af lidenskab og indestængt vrede i Asta Augusts skikkelse, og forholdet mellem bror og søster viser sig da også at rumme hemmeligheder. Som hendes godhjertede tilbeder, ingeniør Bjarke, yder Mikkel Becker Hilgart sin hidtil bedste indsats på disse bredegrader.
Forestillingens scoop ligger i, at iscenesætter Liv Helm lader LILLE EYOLF ligge under spisebordet, så han kan høre alt, hvad forældrende siger. Det fungerer rystende godt, og bliver samtidig nøglen til hans død.
Det er derfor slet ikke utænkeligt, at dette er den hidtil bedste opførelse af LILLE EYOLF på dansk grund. En forestilling om samlivskvaler, men også om sorgbearbejdelse. De store følelser, vi møder. er ikke nødvendigvis realisme, men de spejler store sandheder om livet og kærligheden.
Selv når tragedien er på vippen til at virke komisk, så griner vi også, fordi vi genkender vore egne dårskaber. LILLE EYOLF og Henrik Ibsen har således meget at være Liv Helm og de fire lysende skuespillere taknemmelige for.
(Michael Søby)
