★★★★★☆
Kan en film være for direkte? Man skal i al fald vide på forhånd, at den Oscar-nominerede TIL SAMA indeholder nogle af de mest rystende optagelser, vi endnu har set fra krigen i Syrien. Og det bliver ikke mindre voldsomt af, at filmen er lavet af den unge nybagte mor Waad al-Kateab, som befinder sig i krigens centrum. Hendes mand er læge på det sidste hospital i Aleppo og Waad al-Kateab har sat sig for at dokumentere de uhyrligheder, de oplever.
Filmen er dedikeret til datteren Sama – i håb om at hun endda vil forstå, hvorfor det var livsnøvendigt, at de blev og hjalp de mange børn, der var hårdt såret og forældreløse.
Nøglescenen indtræffer, da en bevidstløs kvinde i 9ende måned bliver bragt ind på hospitalet efter at de russiske fly bombede hendes hjem. Hun er i niende måned og for at redde barnet må de foretage et kejsersnit. Barnet der kommer ud er dækket af støv og ånder ikke. Efter gentagne genoplivningsforsøg trækker det pludselig vejret.
Liv og død læner sig næsten op ad hinanden i FOR SAMA og Waad al-Kateab må ofte have sin lille datter med på hospitalet, selvom det giver nogle groteske kontraster og næppe er sundt for den lille pige, der er holdt op med at græde.
Man kunne være tilbøjelig til at kalde dette for følelsesporno, hvis ikke lige det var fordi, at historien var så personlig relevant og så politisk vigtig, som den er her. Verdens mægtigste politikere har i årevis valgt at lade folkedrabene fortsætte og vi stemmer stadig på dem. Nogen fordi man åbenbart helst ser, at de helst slår hinanden ihjel og dermed begrænser flygtningestrømmen, andre fordi de føler sig apatiske overfor de grufulde begivenheder, vi ser skildret her. Men ville vi selv tage derned for kæmpe, hvis vi rent faktisk fik muligheden for det?
Samas forældrer kæmper – eller rettede kæmpede – for med Aleppos fald mistede de også deres hjem. TIL SAMA tjener som et følelsesfuldt men uafviseligt dokument for de forbrydelser, som også vi har et medansvar for.
Derfor blev filmen også anset som den emotionelle favorit til Oscar’en for bedste dokumentarfilm, selvom den danske "The Cave" syntes mere etisk forsvarlig. At filmene omhandler samme emne kostede dem begge sejren, og viste sig at være en fordel for den mere lokale "American Factory".
En anden Netflix-titel "The Edge of Democracy" fik også klemt sig ind blandt de 5 kandidater, så der blev ikke plads til uforglemmelige "One Child Nation" om de chokerende konsekvenser et-barns-politiken har haft for en hel generation af kvinder.
Den visuelt smukkeste af de fem kandidater var dog "Honningland", der også modtog en Oscar-nominering som årets bedste internationale film, hvilket dog ikke nødvendigvis gjorde den til favorit i begge kategorier.
