★★★★☆☆
Mikkel Arndt indtager det royale Skuespilhus’ mindste scene i en ny monlog af Mikkel Trier Rygård. Begrebet REGNBUEFAR behandles muntert i en times tid, men vi mærker heldigvis også den smerte, der også kan være forbundet med at blive det. Også selv om man prøver at se sig selv som en superhelt, så er de hårde realiteter bare, at det er slet ikke så let at finde den helt rigtige kvinde.
Man får den tanke, at hvis heteromænd har problemer med at finde den rette, så prøv lige at være potentiel REGNBUEFAR. Fordi man ønsker sig brændende at få et barn, er man jo ikke nødvendigvis interesseret i at få en Regnbuefamilie.
Mikkel Trier Rygård får vendt emnet på en både begavet, vittig og følsom måde, der går at vi føler os lidt klogere og rigere, når vi går der fra. Bevars, handlingen stikker måske af i lidt for mange retninger, men det ender også med at blive en del af stykkets charme.
Og i Henrik Grimbäcks dynamiske iscenesættelse får hele herligheden nærmest karakter af en moderne tegneserie, der både oplyser og opløfter.
Man har svært ved at forestille sig en skuespiller, der kunne finde flere nuancer i teksten end Mikkel Arndt. Efter nogle ferske år, hvor de rigtige roller ikke rigtigt indfandt sig, er han nu inde i en spændende udvikling som skuespillere, hvad præstationerne i "Shakespeare In Love" og "Kat på et varmt bliktag" bekræftede. I REGNBUEFAR får han virkelig lov til at vise hvad han kan, og resultatet fremstår ikke blot imponerende, men også bevægende.
REGNBUEFAR bliver dermed ikke blot et højdepunkt i Pride-ugen, men en forestilling, der fortjener at blive genoptaget både i denne og i næste sæson.
(Michael Søby)
