RÆDSEL

★★★★★☆

Angst er en følelse, som vi alle kender, men for stadig flere bliver den en stemme, der flytter ind og overtager dagligdagen. Denne præmis folder dramatikeren Anna Bro ud på Teater Grob i sit stykke RÆDSEL, hvor den fortræffelige Ida Cæcilie Rasmussen spiller den sindslidende kvinde og hvor talentfulde Alexander Clement låner krop og stemme til de angstfremkaldende ord.

Kristian Knudsens grålige scenografi indskrænker og udvider rummet i takt med kvindens sindstilstand, og Rune David Grues iscenesættelse formår at give dette sjælelige helvede et fysisk nærvær, som både fanger og frigører.

Ida Cæcilie Rasmussen har vel næppe nogensinde været bedre end som denne forfulgte kvinde. Langsomt nedbrydes hun i en sårbar periode i sit liv, men hendes kamp for at bekæmpe den uvelkomne gæst i hendes bevidsthed bevæger og inspirerer.

Alexander Clement får et veritabelt gennembrud i København som den yderst påtrængende gæst samt et par fine småroller. Bag den noble facade næres et alt opslugende væsen, og Clement veksler virtuost mellem det høfligt påtrængende og det direkte truende.

Uden at afsløre for meget bør det nævnes, at RÆDSEL heldigvis også byder på en vis forløsning, og alt andet ville også have været ubærligt. Det er samtidig en forestilling, der vil egne sig til undervisningsbrug og som lindring for folk med kendskab til eller direkte berøring med angst. Sjældent har vi oplevet en psykisk tilstand få scenisk liv så overbevisende som her.

RÆDSEL er en samproduktion mellem Teater Grob og det relativt nye produktionsselskab AHA Production. Det lover godt for fremtiden.

(Michael Søby)