AMAZING GRACE
★★★★★☆
47 år efter Aretha Franklins gospel-koncert i New Bethel Baptist Church, Los Angeles blev en filmudgave endelig en realitet. Både hun og den oprindelige instruktør Sidney Pollack var for længst døde, men nu gjorde den digitale tidsalder det muligt at færdiggøre filmen under ledelse af Alan Elliott.
Den oprindelige klipper måtte opgive, fordi billed og lyd ikke passede sammen. Sidney Pollack var en relativ ung filminstruktør, der efter gennembrudet med Natalie Wood-filmen "Hvermands pige" havde opnået en velfortjent Oscar-nominering for "Man skyder da heste, gør man ikke?". Senere fulgte klassikere som "Vore bedste år", "Mit Afrika" og "Tootsie", men på dette tidspunkt var Pollack ikke fortrolig nok med den særlige TV-teknik, der blev anvendt til optagelserne. Derimod udviste han stor fornemmelse for musikken og for skildringen af den helt særlige stemning, der herskede i kirken i de to dage optagelser strakte sig over.
Aretha Franklin var på dette tidspunkt kendt som Lady Soul, men hun var vokset op med Gospel-musik, og denne koncert tjente som en form for genopdagelse af de rødder, der betød så meget for hende. Koncerten gav genlyd i et kulturpolitisk klima, hvor afro-amerikanere havde et behov for at genfinde og genopfinde sig selv i en stadig mere hvid musikbranche.
Blandt tilskuere er da også både rullestenen Mick Jagger og Aretha Franklins velklædte far samt ikke at forglemme: The Southern California Community Choir. Farverige skikkelser som Clara Ward og James Cleveland bidrager til festlighederne, og der bliver også danset undervejs af såvel kormedlemmer som medbragte børn.
Enkelte popsange med humanistisk perspektiv indgår i koncerten, men det er og bliver de traditionsbundne spirituals, der gør størst indtryk. Og selvom "Amazing Grace" kandiderer til at være den mest kendte Gospel-sang af alle, så er det som om, man hører den for allerførste gang, når Aretha Franklin giver sin sjælfulde version.
Publikumsreaktionerne forekommer også overvældende, og bidrager til at gøre AMAZING GRACE til en fortryllende dokumentarfilm, der var værd at vente på.
