★★★☆☆☆
Krig mellem kønnene er ikke et ny fænomen. Heinrich von Kleist skrev eksempelvis i 1808 et stykke om amazonen PENTHESILEA. Hun står i spidsen for den kvindehær, som drager i krig mod såvel grækerne som trojanerne.
På Skuespilhusets mellemstore scene starter skuespillerne med at overdække scenen med noget der ligner et stort semitransparent badeforhæng, og så ved vi, at blodet vil flyde. Den antagelse holder stik i Sigrid Strøm Reibo rigeligt defuse iscenesættelse, der har svært ved at fænge. I begyndelsen er kaos, men når kaos er ensbetydende med spild af gode spillere, så må man ærgre sig. Der er dog undtagelser.
Johanne Louise Schmidt drager vores opmærksomhed fra start til slut. Selv når hun bare står og lytter interesserer hun og hendes forandring fra idealistisk kriger til forelsket kvinde har både vitalitet og poesi. Hendes afsluttende farvel virker stilfærdigt rystende og bliver et af de øjeblikke, man vil huske fra denne teatersæson.
Morten Burian fremstår som en værdig medspiller og modstander i rollen som Achilleus, og også Fanny Louise Bernth formår at gøre indtryk, især som budbringer i forestillingens sidste del. Desuden bekræfter Patrick Baurichter, at han er ved at modnes som skuespiller.
Inger Christensens oversættelse er smuk men også meget litterær, hvilket vil være en udfordring for en del af publikum. Men det kan nu godt betale sig at hænge på i de knap to timer forestillingen varer (uden pause!), for Sigrid Strøm Reibos iscenesættelse giver faktisk mere mening hen af vejen.
Det er godt set af Det Kongelige Teater, at et vanskeligt stykke som PENTHESILEA faktisk kan have en vis relevans i dag.
(Michael Søby)
