★★★★★☆
Selvom det kun er få år siden, at ØRKENENS SØNNER fejrede deres jubilæum i Tivoli, så er det faktisk først i år, at Niels Olsen, Søren Pilmark, Henrik Koefoed og Asger Reher kan fejre 25 års-jubilæum som logebrødre. Dette jubilæum skal naturligvis markeres med et storslået show, som netop har haft premiere på Bakken. Forude venter en omfattende Danmarksturné inklusive en spilleperiode i Tivoli.
Niels Olsen slår også i år gækken løs – denne gang iført det kæreste lillepige-kostume. Man mærker uhyggen brede sig i den detaljerige scenografi, der bl.a. omfatter det ikoniske hus fra den legendariske gyser “Psycho”. Og snart får vi besøg af både Frankenstein og Dracula.
Mindst ligeså uhyggelig men også uhyre morsomt er et stripnummer, hvor tre af sønnerne serverer den nøgne sandhed med klædelig selvironi og befriende frimodighed. Som logebrødrenes overhoved har
Niels Olsen også en overraskelse i ærmet.
Mellem sceneskiftene får vi nogle herlige video-indslag bl.a. fra den internationale successerie “Game of Scones” – baseret på “Bagedysten”! Og så er det tid til et festligt musikindslag om de fire bedemænd, der fryder sig, hver gang nogle kreperer.
I pausen kan man bl.a. nyde candy floss, men hvem har lyst til det, når Asger Rehers ekvilibristisk pruttekunstner har vist os, hvordan det bliver lavet.
2. del åbner med en pragtfuld hyldest til den belgiske tegner Hergés tegnefilmsunivers. Figurernes navne har ganske vist undergået en vis forandring, men vi genkender alligevel TyndTynd (eller er det TønTøn?) og hunden Sherry. Kostumerne, parykkerne og sminkningen i dette års show sidder i den grad lige i skabet.
Fællesnævneren for de fire heltmodige mænd i den populære tegneserie udtrykkes på vittigste vis i sangen “Jeg har aldrig fået noget”, så lattertårerne springer fra øjnene.
Vi skal naturligvis også en tur til Gyllegården, hvor Didrik har udtænkt en skummel plan, der involverer den ikke alt for opvakte Dorte (har Henrik Koefoed nogensinde været mere yndig på en scene?) i håb om at franarre Grethe gården. Men det spøger på Gyllegården, og det kan meget vel blive Grethes redning.
Søren Pilmark fører an i nogle medrivende musikalske indslag med Troels Skovgaard som kompetent guitarist, men det er Henrik Koefoed, der får lov at synge for, i aftenens fineste tekst. Med vid og bid fremfører Koefoed Kai Normann Andersens smukke titelsang fra den første store danske filmmusical, som i disse Me Too-tider er blevet til “Alle går rundt og forgriber sig”. Pointen er forfriskende original: Vi skal ikke være så fysisk forskrækkede for hinanden.
ØRKENENS SØNNER hviler således ikke på laurbærrene, men følger med tiden uden at forråde sig selv. Det tordnende bifald, de modtager til slut, er fuldt fortjent.
(Michael Søby)
