★★★★☆☆
August Strindbergs banebrydende drama blev sidst i 60erne til en absurd komedie i hænderne på den schweiziske dramatiker Friedrich Dürrenmatt. Den turné-udgave af Strindberg DØDSDANSEN, som Teater 2 og Nørregadeteatret præsenterer os for på Baltoppen i Ballerup, synes i sin tone at lande et nogenlunde sikkert sted mellem drama og komedie.
Men ellers fremstår forestillingen ret traditionel, og scenografisk måske lige lovlig konventionel. Billedmosaikkerne på bagscenen giver faktisk mest mening, da døren til den ægteskabelige tosomhed lukkes.
Waage Sandø er Edgar, forestillingens magtfulde centrum, en brovten og beregnende tyran, men også en svækket og ydmyget kæmpe, der mærker døden ånde ham i nakken.
Hans hustru Alice lader ukvemsordene regner ned over ham, og er faktisk ikke et hår bedre end ham. men dermed også medansvarlig for deres ægteskabelige rædselskabinet. Pia Jondal bruger al sin dramatiske tyngde i disse udbrud af opsparet vrede, men overbeviser også som såret og slagen hustru.
En vittig Ole Lemmeke bliver i denne sammenhæng en stakkels spurv i tranedans som Alices uhyre pantentlige fætter Kurt. For en sikkerheds skyld pudser han sit whiskeyglas af med en klud i håb om at undgå snavs fra den ægteskabelige lodseplads, men snart gylper han whiskey i sig fra en brugt kaffekop med en ildhu som en kronisk alkoholiker, der har været lidt for længe på antabus. Kurt vil alle det godt, og hans skæbne synes derfor allerede besejlet.
Vibeke Wredes diskrete iscenesættelse gør DØDSDANSEN til skuespillernes aften – ligesom i de “gode” gamle dage. Denne aften var det tilmed som om, at det aldrende publikum ligesom Kurt først for sent forstod, at Strindbergs krystalklare ord også handlede om dem.
(Michael Søby)
