★★★★★☆
Man forstår sandelig godt, at Liza Minnelli ikke er vild med et som projekt som JUDY, for filmen beskæftiger sig primært med de sidste triste måneder inden Judy Garlands død, og den tid har en datter vel ikke lyst til at blive mindet om?
Udgangspunktet for filmen Peter Quilters musikalske drama “End of the Rainbow”, der tidligere på sæsonen blev spillet til succes af en fænomenal Betty Glosted på Bastionen i Nyborg.
Renee Zellweger får ikke bare et overrumplende comeback som Judy Garland, hun har simpelthen aldrig været bedre. Hendes kælne sentimentale spillespil var efterhånden blevet for meget for mange, og filmenes kvalitet forekom efterhånden også mere end almindelig svingende.
Synge ligeså godt som Judy Garland i dennes storhedstid hverken kan eller skal hun i denne sammenhæng, men hun har afluret Judy Garlands måde at synge på i karrierens sene efterår – og det er imponerende. Bedst i nummeret “By Myself”, der synges med den trods, som også denne gang lukker op for talentet.
Zellwegers bevægelsesmønster afspejler også Judy Garlands svækkede helbred i denne svære tid: De hævede skuldre, de nervøse hænder, det stivnede blik.
JUDY fremstår som en ganske flot produktion og Michael Gambon er jo en gevinst for enhver film, selvom rollen forekommer uforskammet lille. Den unge JUDY forekommer mere fersk end Zellweger-udgaven og man springer desværre JUDYs storhedstid i Hollywood over for i stedet at klippe mellem ydrepunkterne i karrieren.
Judy Davis har tidligere spillet JUDY på TV, men Renee Zellweger overgår også hendes præstation med et dybtfølt og klogt portræt af en af verdens mest fejrede entertainere.
