SVEJK I ANDEN VERDENSKRIG

★★★★☆☆

Hvis man synes, at Teatret Møllens Svejk-forestilling ligger tættere op ad Bertolt Brechts intentioner end så mange andre i nyere tid, så kan det skyldes, at SVEJK I ANDEN VERDENSKRIG rent faktisk tager udgangspunkt i Brechts tekst ("Schweyk Im Zweiten Weltkrieg").

Gitte Kath har så stået for bearbejdelsen, skabt en enkel scenografi og iscenesat Møllens altid seværdige ensemble, der denne aften kunne opleves i Herlevs nydelige Teaterbio.

Forestillingen er blevet en lille lun sag, som man varme sig på, når efterårskulden for alvor er begyndt at bide. Hanns Eislers musik får lov til at fylde mere end sædvanligt, men det klæder netop denne hygsomme udgave. Især Uta Motz kan synge en vise, så man føler sig overbevist om, at Brecht ville have elsket det.

Men naturligvis er det 40-års jubilaren Ole Sørensen, der i rollen som Svejk bliver aftenens centrum. Ole Sørensen spiller ham som en godmodig lurendrejer, der naturligvis er mere snu, end han giver udtryk for, og som derfor kan snørre nazisterne gang på gang.

En smuk og værdig jubilæumspræstation, der netop udnytter Ole Sørensens mange livserfaringer, og som samtidig vidner om, hvordan talentet såvel som humoren har udviklet sig betragtelig. SVEJK I ANDEN VERDENSKRIG er og bliver hans forestilling, og at dømme efter hans kollegers kærlige samspil med ham, skal der ikke laves om på det.

(Michael Søby)