★★★★★☆
Odense Teater og sART Danseteater har indgået et frugtbart samarbejde og resultatet – HVIS JEG BLIVER GAMMEL – er en lille juvel af en forestilling, hvor poesi og komik smelter sammen i en smuk symbiose.
Rammen er nogle ret vidunderlige filmoptagelser, hvor børn fortæller om gamle med lige dele ærlighed og kærlighed.
Herefter præsenteres vi for fire ældre mennesker i hver sin glasløse metalmontre. De fortæller om deres forventninger til at blive gammel, og via en ny app lærer vi, hvordan de vil se ud som gamle.
Men også kropsligt finder de udtryk for, hvordan vores udseende og bevægelsesmønstre ændrer sig med tiden. Vi oplever dem i en art undervandsballet, hvor de hver på sin måde udviser særegen ynde, og vi ser dem uforfærdet gå catwalk i badetøj med forvrængede ansigter, men med værdigheden i behold.
Klassisk og moderne musik forenes på forbilledlig vis, men vi savner en oversigt over musikbidragene på forestillingens informationsside. De betagende optagelser af bl.a. en solfyldt mark har tilsyneladende heller ingen afsender, og det er synd for også de bidrager væsentlig til forestillingens lyriske særpræg.
De fire medvirkende krediteres alle som medskabende, og det tror man gerne, da deres sanselighed forekommer meget individuel.
Klaus T. Søndergaard svinger ubesværet fra det vrede og fanden-i-voldske til det groteske og skrøbelige. Camilla Stages krop syntes ligefrem at udgyde musik og Lars Bjørn Andersen bevæger med en stille sårbarhed. Githa Lehrmann får sammen med de øvrige portræteret gamle menneskers ikke altid lige appetitlige måde at indtage føden på, mens lattermusklerne vibrerer blandt det mildest talt modne publikum. Men Githa Lehrmann kan også kunsten at få en hel sal til at holde vejret, når hun med blidt vemod fortæller om faderens død.
Julie Forchhammers kontrastfyldte scenografi afspejler i sit materialebrug afstanden mellem ungdom og alderdom i Værkstedscenens intime rum, og Sofie Christiansen favner det hele i sin poetiske livskloge iscenesættelse og i koreografien, hvor sjov og alvor går hånd i hånd.
(Michael Søby)
