★★★☆☆☆
På teater S/H er man aldrig bange for at tage livtag med tilværelsens store spørgsmål. Forestillingen med den glimrende titel DØDSANGST I GALOP er et samarbejde med teaterkollektivet Cheer Extreme, og handler bl.a. om den dødsangst, der pludselig kan snige sig ind i hverdagen, når man mindst venter det.
I en festligt pyntet bus transporteres publikum ud i en skov. En flaske mexikansk Mezcal går på omgang, som var vi på vej til "De dødes rige" på nationaldagen Día de Muertos. Ved vores pladser ligger da også skemaet "Min sidste vilje", som man passende kan udfylde på vejen.
Efter ca. en halv times kørsel føres vi i halvmørke ind i en skov – forsynet med en lille lampe og et tæppe – og stadig uden adgang til toiletter. Efter godt 5 minutters gang på en smal skovsti kommer vi til en lille lysning, hvor skelettet af et hus i neonrør er omgivet af bittesmå plastikskamler til publikum. Her sidder vi i stilhed, mens lydene omkring os bliver stadig mere nærgående og bag os aner vi aktivitet.
Pludselig stormer fire skabninger ind i det neonoplyste centrum – et spøgelse, en klovn, en dødning og et væsen i sørgedragt. De sætter sig blandt publikum og beretter om deres møde med dødsangsten. Publikum konfronteres også med deres egen dødsangst samt spørgsmål om hvorvidt man har forberedt sin død med hensyn til opsparing, musik etc. Man får mulighed for at skrige sine frustrationer ud og pludselig er det tid til at begrave en af de fire optrædne – med velvillig assistance fra en tilskuer.
Da vi atter bevæger os ad den snoede skovsti tilbage til bussen, er det virkelig blevet mørkt, og den lille lygte sørger for, at kun et lille antal skovsnegle og frøer kommer i fare for at blive trampet ihjel. Tæpperne fik vi ikke brug for denne lune sommeraften, men lidt myggebalsam gjorde underværker, da man kom hjem.
En bizar men ikke ubrugelig teateroplevelse, der muligvis vokser med tiden. Men når transporttiden til og fra forestillingen tager næsten ligeså lang tid som selve forestillingen, skal det vi ser helst have en vis substans. Og i forhold til den omstændelige indpakning får man umiddelbart for lidt nok ud af DØDSANGST I GALOP. Men en aparte oplevelse rigere er man dog – og eftertanken har bestemt også en værdi.
P.S. I kollektivets ånd er ingen instruktør krediteret på forestillingen, men de fire skuespillere viser sig at være Xenia Noetzelmann, Peter Flyvholm, Anders Mossling og Signe Mannov.
(Michael Søby)
