★★★★★☆
Marlene Dietrich, Eartha Kitt og Monica Zetterlund er blot nogle af de karismatiske sangerinder, der har optrådt i Tivolis magiske Glassal. Caroline Henderson, der for nogle få år siden hittede i musicalen "Hairspray" i Tivolis Koncertsal, har fået den glimrende ide at hylde en række af disse "divaer" i et show, og med iscenesætteren Rolf Heim ved roret må man sige, at projektet er lykkedes.
Heim har bl.a. haft succes i Aalborg med en opsætning af musicalen "Cabaret", hvor Carsten Svendsen fik sit store gennembrud – og en Reumert-nominering – som konferencieren. Forbiledet for denne karakter var faktisk den danske skuespiller Preben Uglebjerg, som agerede konferencier i glassalen, da de to herrer bag "Cabaret" (Fred Ebb og John Kander) gæstede Tivoli for at mødes med Marlene Dietrich, der skulle fortælle dem om 30’ernes Berlin.
Så det giver særdeles god mening, at Carsten Svendsens sofistikerede portræt af Preben Uglebjerg synes præget af konferencier-rollen fra "Cabaret". Faktisk er Carsten Svendsen så formidable, at man næsten begynder at tvivle på, om Preben Uglebjerg virkelig har været ligeså god. Man forstår i al fald godt, hvis Fred Ebb og John Kander får lyst til at hyre den udgave af Preben Uglebjerg, vi ser i Glassalen i dag, for Carsten Svendsen har i sandhed international klasse. Med den helt rigtige lethed og charme kæder han showindslagene sammen og i sine solonumre, der naturligvis inkluderer Uglebjergs signatursang om gyngerne og karusellen, funkler han som ingen anden dansk entertainer i øjeblikket.
Man har gjort et stort nummer ud af at få Caroline Henderson, Birgitte Hjort Sørensen og Kaya Brüel til at ligne berømthederne, ikke mindst tøjmæssigt og samtlige medvirkende ser strålende ud i de pragtfulde rober. Derfor kan det undre, at der ingen kontinuitet synes at være i forhold til de medvirkendes optræden som disse konkrete divaer. Man har – måske af frygt for at ende som museumsteater? – valgt en sangstil, der ligger et usikkert sted mellem originalen og kunstneren selv, men det fungerer ikke lige godt hver gang trods den overdådige indpakning.
Når Henderson synger Ella Fitzgerald, mærker man båndet til originalen i fraseringerne og det giver hendes optræden en bevægende autenticitet, selvom den indledende monolog med fordel kunne beskæres.
Også som Monica Zetterlund rammer hun plet – både i den svenske intro og i sang. Henderson imponerer desuden rent vokalt i sit afsluttende Josephine Baker-nummer, men her genkender vi ikke solisten i hendes måde at synge på, for så flot har Baker vist aldrig sunget?
Birgitte Hjort Sørensen fanger flot den dovne elegance i Marlene Dietrichs optræden og kan også afleverer hendes berømte one-liners med præcision. Smiler hun for meget, er stemme for lys eller savner vi accenten, når hun synger? Sangstemmen har i al fald ikke helt de hemmeligheder, man forbinder med Dietrich, men det er måske også for meget forlangt?
Hun er desuden overrumplende morsom i en Rosemary Clooney-monolog, men her virker sangstemmen decideret i underkanten af, hvad den bør være.
Kaya Brüels jazzede stemme kan alt, hvad den skal i dette show, men som skuespiller er det primært i portrættet af sin uforlignelige bedstemor Birgit Brüel, at hun overbeviser. Det er heldigvis også vigtigst og bliver et af aftenens smukkeste indslag.
DIVAER I GLAS er velsignet med fire forrygende dansere, der giver den klassiske showstil et moderne strejf uden at glemme fundamentet, og det samme gælder det sprudlende orkester under ledelse af Nikolaj Hess, som reducerer eventuelle forbehold i de vokale fortolkninger til bagateller.
DIVAER I GLAS gør os lidt klogere på de mange seje og modige kvinder, der har optrådt i Glassalen, og det skal Henderson og co. også have tak for.
(Michael Søby)
