★★★★★☆
Klassisk kammermusik og moderne dans mødes på Operaens Takkelloft og en noget nær fuldendt symbiose opstår.
Trio Vitruvi (cellisten Jacob La Cour, og den fra Verdensballetten så kendte duo, violisten Niklas Walentin og pianisten Alexander McKenzie) står for musikken, mens dansere fra såvel San Francisco Ballet som Den Kongelige Ballet leverer dansetrinene.
Med Stravinskys "Suite Italienne" koreograferet af Adam Lüders får denne aften en flot start med den unge Tobias Praetorius i forrygende form. Efter Trio Vitruvis betagnede version af Schuberts Andante "Un Poco Mosso" får vi Tobias Praetorius på toppen af sin ydeevne i den lidenskabelige "Unravel" med den yndige Alba Nadal som en ideel partner.
Koreografen Kristian Lever udfordrer dog i højere grad Alba Nadals talent efter pausen i "Fracture", hvor hun i den grad får mulighed for at bekræfte, hvorfor hun bør høre blandt den kongelige ballets stjerner.
Men inden vi kommer så vidt, skal vi lige nyde Debussys uopslidelige "Claire de Lune", hvis skønhed forbliver intakt i Niklas Walentins passionerede violinspil.
Alexander McKenzie får derimod lov til at brillere i "Chorale Dances", hvor Tobias Praetorius til musik bekræfter sit koreografiske talent. De fire dansere betragter pianisten og lytter til musikken og deraf opstår på ubesværet vis nogle formationer med ømhed som bindeled.
Liam Redheads kraftfulde indsats er en fornøjelse at overvære og dejligt er det også at se Ida Praetorius på en lidt anden opgave end de store klassiske partier, der skaffede hende titlen som sæsonens danser tidligere på året.
Brødrene Menezes har også en fascinerende fællesdans, og sammen forløser de fire dansere Praetorius’ ambitioner, inden de genforenes foran pianisten.
Aftenens mest dystre men også dybeste indslag, den estiske komponist Arvo Pärts "Fratres" former sig som et sjældent fint samspil for cellist og pianist.
Efter den mundfuld fryder vi os over finalen, den liflige og lette "Absolute Pitch-Black" af Sebastian Kloborg til musik af Chopin. Med nogle hemmelighedsfulde roterende kostumestativer som inspiration leges der frækt med køn og kønsroller.
Vi får blandt andet et tiltrængt comeback for Det Kongelige Ballets mest maskuline danser Benjamin Buza og den unge Ryan Tomash, der for nyligt imponerende alle som en forbløffende moden Armand i "Kameliadamen". Men også et gensyn med Ulrik Birkkjær vækker glæde takket være hans charmerende præstation, der understreger den flotte udvikling som danser og samtidig bekræfter skuespillertalentet.
KAMMERBALLETTEN bliver samlet set en sjælden frydefuld balletaften med forførende musikalsk ledsagelse.
(Michael Søby)
