★★★★☆☆
Quentin Tarantino er tilbage med endnu en af disse rapkæftede voldkomedier, som selv garvede anmeldere forveksler med filmkunst. ONCE UPON A TIME… IN HOLLYWOOD hører tilmed blandt de bedre, og med stjerner som Leonardo DiCaprio og Brad Pitt i front synes der at være box office-garanti og Oscar-potentiale i kølvandet.
Man kan i høj grad diskutere, hvorvidt de grufulde Charles Manson-henrettelser i 1969 er et klædeligt emne, når Sharon Tates daværende mand Roman Polanski stadig er i live. Men dels har Polanski aldrig virket som et videre fintfølende menneske hverken etisk eller moralsk og dels formår Tarantino at behandle emnet som et bloddryppende eventyr. Han afviger således i det væsentligste fra virkeligheden og som en selvbestaltet vorherre tager han patent på virkeligheden og skriver en ny i bedste og værste Hollywood-stil.
Tre timer bliver naturligvis også al for lang tid at bruge på en relativ tynd historie om en falleret cowboy-stjerne og hans tro bodyguard, men indpakningen er lækker, kostumerne træfsikre og kemien mellem DiCaprio og Brad Pitt fungerer.
Tarantinos kvinderoller afspejler datidens kvindesyn i næsten fortvivlende grad og Margot Robbie bliver aldrig meget mere end en omvandrende Barbie-dukke i rollen som Sharon Tate. Al Pacino dukker op i en spøjs birolle, der ikke i tilstrækkelig grad udnytter hans talent, mens datidens stjerner som Bruce Lee, Clint Eastwood og Roman Polanski portrætteres temmeligt uflatterende.
I et svagt amerikansk filmår, som 2019 indtil nu har været, kan et hult værk som ONCE UPON A TIME… IN HOLLYWOOD godt ende med at være filmen, der når til tops i Oscar-ræset, fordi den ligesom "The Artist", "Argo" og "The Shape of Water" rummer mange indforståede hints til branchen. Hollywood har når alt kommer til alt ikke forandret sig nok.
