SCARY STORIES TO TELL IN THE DARK

★★☆☆☆☆

Man skal ikke lade sig lokke af, at Guillermo del Toro står som medforfatter til manuskriptet. For man får en mistanke om, at instruktøren André Øvredal igen har brugt sin tvivlsomme tilgang til sit fag i tilblivelsen af dette makværk. Han har tidligere udtalt, at han tillod sine skuespillere at sige, hvad de ville, så længe det ikke stod i manuskriptet. Det kan man muligvis slippe godt fra, når man har dygtige skuespillere at arbejde med, men det har han mildest talt ikke her.

Oprørende banale replikker står i al fald i kø i den ene ulækre scene efter den anden, men rigtigt uhyggeligt blive det faktisk aldrig. Man har skruet op for nostalgifaktoren med henvisninger til tidligere film i håb om at appellere til genrens mest ukritiske fans. Men hvad hjælper det, at man bruger ressourcer på kostumer, der skal få os til at tro, at vi befinder os i Nixons USA anno 1969, når samtlige medvirkende synes blottet for periodefornemmelse i deres måde at agere på og i deres sprogbrug?

Sminkeholdet synes at være de eneste, der har taget deres arbejde alvorligt, men det mest skræmmende ved SCARY STORIES TO TELL IN THE DARK er dog det ressourcespild, man først og fremmest kommer til at forbinde med denne titel.