★★★★★☆
Selv den mest kyniske sjæl må overgive sig til den stille varme, der strømmer igennem den franske film AMANDA. En hjerteknuser, javist – men også en film om medmenneskelighed i en krisetid.
Udgangspunktet er Paris, og så kan man måske nok gætte hvilken menneskelig katastrofe, vi har med at gøre. Men instruktøren Mikhaël Hers’ tilgangsvinkel er på en meget sympatisk diskret facon dybt original.
Han tager udgangspunkt i David, en ung mand, der forsøger at klare sig med et par småjobs, men som synes at halte lidt bagud i sit eget liv. Et holdepunkt er søsteren Sandrine og dennes nuttede lille datter Amanda, men da ulykken rammer, står han pludselig overfor nogle enorme overvejelser – og ikke kun i forhold til sit eget liv.
Talentfulde Vincente Lacoste har allerede i en alder af 26 opnået fire Césarnomineringer for "Les beaux gosses" (2009), "Hippocrate" (2014), "Plaire, aimer et courir vite"/"Sorry Angel" (2018) og nu "Amanda" – og bag han lidt mutte facade gemmer der sig tydeligvis store reserver, som han gradvist lader skinner igennem. En meget spændende ung skuespiller, der yder sin hidtil mest modne præstation som David.
Isaure Multrier er et fund i titelrollen, og samtlige medvirkende fungerer optimalt i denne krævende sammenhæng. Stacy Martin er både stærk og sårbar som pigen Lena, en pige David får et godt øje til og Ophelia Kolb har den rette neurotiske kvalitet til at agere Davids søster. Og som Davids mor får vi i en enkel scene et overraskende gensyn med Greta Scacchi, der viser sig til at tale et glimrende fransk.
AMANDA er en film, der lister sig ind i dit sind, hvor den vil lune og lindre, når andre film er glemt.
