★★★★☆☆
Julie Bertucelli, der gav os den uforglemmelige "Da Otar rejste", er tilbage med endnu et stærkt kvindeportræt, der ikke bare bevæger men gør os klogere.
CLAIRE DARLING (eller "La dernière folie de Claire Darling" som den hedder på fransk) er en film om en excentrisk gammel dame, der pludselig en dag sætter sig for at sælge alle tingene i sit store hus for en slik.
En af de lokale kontakter hendes datter, som kommer ilende til, og deres anspændte forhold får gradvist en ny dimension af værdi for dem begge.
Filmens største kvalitet ligger ikke overraskende men alligevel glædeligt i, at titelrollen spilles af Frankrigs største nulevende skuespiller, Catherine Deneuve. Hendes sanselige skildring af, hvad vi må anslå er Alzheimers sygdom, går lige i hjertekuglen og virker om muligt endnu mere overbevisende end Ghita Nørbys fine præstation i "Nøgle, hus, spejl".
Ligesom i bl.a. André Téchinés betagnede "Min bedste årstid" spiller Deneuve overfor sin egen datter Chiara Mastroianni, der har sine øjeblikke, men som nok havde gjort mere fyldest som den unge CLAIRE DARLING. Her han man valgt en skuespillerinde, der vælger en alt for ensporet fortolkning af Claires unge jeg og som ikke tilnærmelsesvis har den stærke personlighed som Deneuves version af Claire.
Antikvitetshandlere vil elske at gå på opdagelse i Claires hjem, der bl.a. rummer en udsøgt samling mekaniske dukker. En fryd for øjet, der gør, at man virkelig forstår hvilken smerte det må være at skille sig af med disse ting.
CLAIRE DARLING er ikke storslået filmkunst, men en fin lille film med en uforfængelig Catherine Deneuve, der formår at sætte sit personlige stempel på titelrollen, da hun slukker sin cigaret i skødet på en nøgen kvindeskulptur.
