MICHAEL HUTCHENCE
★★★★☆☆
Dokumentaristen Richard Lowenstein tegner et bevægende portræt af rocksangeren Michael Hutchence, der nåede mere end de fleste i det korte liv, som han selv gjorde en ende på i 1998 – kun 38 år gammel.
Lowenstein forfalder ikke til lette løsninger, men ser Michael Hutchences død som det fortvivlende resultat af en række elementer:
Hans mor tog til USA sammen sin karismatiske søn Michael, og efterlod Michaels far og lillebror i Australien, og da Michael kom tilbage, var broderen blevet narkoman. Michael kom med i bandet INXS, der opnåede berømmelse før det fik kunstnerisk anerkendelse, hvilket gik den unge sanger på nerverne. Hans hektiske rejseaktiviteter lod sig sjældent forene med diverse kæreste, der ofte havde ligeså travle liv – i al fald da de hed Kylie Minogue og Helena Christensen. Begge bidrager iøvrigt værdifuldt til filmen ligesom INXS, familien og samarbejdspartnere.
En vred københavnsk taxachauffør giver Michael Hutchence en permanent hjerneskade, hvilket bliver det første alvorlige tilbageslag. Michael mister lugtesansen og bliver ofte aggressiv samtidig med at stofmisbruget tager til. Han kaster sin kærlighed på Paula Yates, som forlader sin forgudede mand Bob Geldorf, manden der skaffede millionerne af penge til de fattige i Afrika via sangen "Do They Know It Christmas". Paula Yates har tre børn med Sir Bob, og gør også Michael til far for første gang. Den lille pige Tiger Lily bliver Michael Hutchences et og alt, men karrieren er for nedadgående og i offentligheden bærer han skylden for Geldorf-familiens brud.
Katastrofen indtræder, da politiet finder stoffer hos Paula, som pludselig er i fare for at miste forældremyndigheden til sine børn inklusive Tiger Lily. Forholdet mellem Michael og Paula forværres og under et ophold i fødelandet finder man Michael Hutchence død. Rygterme sviger om, at han er død i forbindelse med en bizar sexleg, men en dommerkendelse fastslår, at det er selvmord.
Et så højdramatisk liv gør en spillelængde på godt syv kvarter forsvarlig, og man er da også godt underholdt undervejs. Men heldigvis bliver filmen også andet og mere end blot en publikumsbasker.
For selvom Michael Hutchence hele sit liv syntes at hige efter at blive elsket, så var popularitet og kærlighed ikke nok for ham. Han ville gøre en forskel som kunstner. Og vi får gudskelov nok musikalske godbidder til at fornemme, at det kom han også til at gøre.
Vi tvivler heller ikke på, at Michael Hutchence var et godt menneske, men han fremstår desværre også for svag i forhold til det generelle stofmisbrug, der til stadighed kaster mudder på musikmiljøet.
