Hvis årets Reumert-uddeling rent faktisk bliver den sidste, så kunne man som publikum ikke have ønsket sig en smukkere afslutning. Med Ditte Hansen som formidabel vært ledsaget af både skarpe og kærlige tekster samt en aldrig svigtende humor var i godt selskab fra start til slut. For modtagerne gør det naturligvis en forskel, at der ikke følger en fed check med, men det lagde ikke en dæmper på festen. Der var også blevet råd til forfriskning før, under og efter festen, og når hovedparten af priserne så tilmed havner i de rigtige hænder, er der primært grund til at glæde sig. En finere exit kunne selv en Poul Reumert ikke have ønske sig.
Nedenfor følger den samlede oversigt over nominerede og vindere inklusive juryens motivationer:
Kvindelige hovedrolle
VINDER: Stina Ekblad, Dantes guddommelige komedie, Østerbro Teater
Rank som en dronning og let som en fjer gik Stina Ekblad gennem Helvede og Skærsilden til Paradis. Nærmest dansende gennem scenografiens hvide skulptur og med en flig af overbærenhed – som hos en stor fortæller, der har set og gennemlevet alt – viste hun os vej igennem Dantes ord. Fra de mørke, dybe skove – til den kærlighed, der driver solens bane.
Tammi Øst, Richard III, Husets Teater
I skjorteærmer, på bare tæer og uden fysisk krone byggede Tammi Øst sin Richard III op alene med sin fantasi. Vellystigt smagte hun på magten og var med det samme frådende klar til mere. Hæmningsløst og med vildt ekspressiv energi vendte hun vrangen ud på al kongelig selvkontrol og fremviste triumferende dæmoniens vrængende forside. Fælt og forrygende!
Mette Døssing, 4:48 Psychosis, Aarhus Teater
Mette Døssing var alene på scenen og stærk som den desperate kvinde med det brændende blik – insisterende vred i sin sorte hættetrøje og skinnende Dr. Martens støvler, helt op i fjæset på os. Med determineret raseri og fysisk energi tog hun os med ind i psykosens lidelse, og med alle sanser på spring måtte vi indse, at der ikke var nogen vej ud.
Mandlige hovedrolle
VINDER: Søren Sætter-Lassen, Amadeus, Det Kongelige Teater
Alene med et hævet øjenbryn eller et kruset kattesmil holdt Søren Sætter-Lassen hele kæmpeforestillingen Amadeus svævende. Hans psykologiske træfsikkerhed og suveræne musikalitet fik hele salen til at holde vejret, mens Salieris smertefulde selvopgør foldede sig ud som en overbevisende sjælemesse. Generøst. Elegant. Og fuldstændig mageløst.
Simon Bennebjerg, Den kroniske uskyld, Det Kongelige Teater
Med slaskende arme og nervøse tics var Simon Bennebjerg den perfekte Janus i Den kroniske uskyld. Først selvudslettende og naiv gymnasiast, lykkelig og ulykkelig på én gang i symbiose med bedstevennen Tore; senere afsvedet følelsesmæssigt med nyvunden voksenkynisme, fuld af rasende begær og stadig smukt i vildrede. En blændende og begavet præstation.
Morten Hee Andersen, Færdig med Eddy, Betty Nansen Teatret
Født ud af intet og en sort plastiksæk indtog Morten Hee Andersen scenen som en mellemting mellem Marilyn Monroe og Superman i monologen Færdig med Eddy. På et splitsekund skabte han nærkontakt til publikum, der rystet lyttede til hans brutale beretning om at være bøsse i en homofobisk udørk. Alene i mere end én forstand. Intenst, voldsomt og gribende.
Årets performer
VINDER: Madame Nielsen, Black Madonna, Sort/Hvid
Sort eller hvid? Luder eller madonna? Bøddel eller offer? Performer eller person? Madame Nielsen var alting – og altings modsætning – i denne voldsomme og selvudleverende performance. Hun skrællede alle Vestens behagelige fordomme af, lige så nøgternt som hun klædte sig af til skindet. Talende, tiende, syngende – helt ud mod sit eget forsvindingspunkt.
Niels Anders Thorn, Gilgamesh, Hotel Pro Forma
Som gudemennesket Gilgamesh stod Niels Anders Thorn klædt i guld mellem antikke skulpturer på Glyptoteket og skuede ud over vildmarken. Han ledte os ind i dødens dal, mens han så os direkte i øjnene. Samtidig forblev han hersker af en urtid, vi ellers ikke har adgang til. Retorisk overlegen med krop som en kriger og sind som en drømmer. En gudeperformer.
Yael Gaathon, Shinpai Shinaide – Don’t Worry About Us, Blue Cliff, Åbne Scene og Bora Bora
Som performer præsterede Yael Gaathon en sjælden kombination af det fysiske og det åndelige i sin betagende forestilling om tsunamiens ofre og om de efterladte, der indtalte deres sorgbeskeder i en vindtelefonboks. Hun er en kompromisløs udøver af japansk butohdans, og hendes særlige fordybelse bragte publikum helt tæt på sorgen. Uden for tid og sted.
Årets kvindelige ensemblerolle
VINDER: Charlotte Munksgaard, John Lennon er død, Teater V og Mussolinis De 100 dage, Teater FÅR 302
Charlotte Munksgaard kan kunsten at spidde en figur. F.eks. med et enkelt skulende blik. Det gjorde hun i skærsildsreportagen John Lennon er død som den særdeles faldne engel ved stripperstangen, og hun gjorde det igen som Hitler med redekam på overlæben i Mussolinis De 100 dage. Hendes humor er sort og illusionsløs, hendes fantasi forførende frodig.
Lone Rødbroe, Turisterne, Vendsyssel Teater
Da Lone Rødbroe hæklede julestads og legede Kirsten Giftekniv som bramfri og enfoldig frisør, drev hun hele forestillingen frem mod misteltenen og kærligheden med sit smittende humør og sin naturlige sangstemme. Hun piskede ind og ud ad døre med en overvældende kvindelig ur-energi, der gik fra det komiske til det tragiske. Hendes sårbarhed krævede kleenex.
Stine Schrøder Jensen, Præsidentinderne, Det Kongelige Teater
Stine Schrøder Jensens uskyldige kittelklovn holdt sig ikke tilbage: Hun havde ikke bare en behandsket hånd, men hele armen nede i samfundets tilstoppede lokum. Med vidunderlig underspillet mimik rodede hun rundt i tabuer og incest, og da sandheden om verdens tilstand til sidst flød ovenpå, betragtede hun tilfreds sit resultat. Fabelagtig morsomt.
Årets mandlige ensemblerolle
VINDER: Klaus Geisler, Den grønlandske mand, Teater Freezeproductions og Grønlands National Teater
Klaus Geislers dramatiske spændvidde er imponerede. Fra den selvsikre og stærke grønlandske jæger – fremmanet med mimisk præcision og knivskarpe bevægelser. Til den nedbrudte mand, der i et beruset og gribende klarsyn konstaterede, at hans liv endte tragisk. Steriliseret ved en fejl, på grund af en sproglig misforståelse. Vejrbidte skæbner, der betog og sved.
Morten Suurballe, Biedermann og brandstifterne, Aarhus Teater
Med et ansigt, som var han uskylden selv, indtog den hemmelighedsfulde Morten Suurballe hr. Biedermanns humanistiske hjerte. Og med en skæbnesvangert slentrende selvfølge flyttede han simpelthen ind i hans hus. Alarmklokkerne burde have bimlet: Manden var uforsonligheden i egen person, ulmende af ondskab bag masken. Et isnende uhyggeligt bekendtskab.
Peter Gilsfort, Død over eliten, Odense Teater
Snu, solid og tillidsvækkende stod Peter Gilsfort i partilederdebatten og talte til vores inderste frygt. Helt uden forudsigelig vrængen formåede han at gøre sin nationalborgerlige statsministerkandidat til et indtrængende og overbevisende menneske, der vidste, hvor ligtornen trykker og ligusteren blomstrer. Farligt manipulerende og nærmest renfærdig.
Årets danser
VINDER: Ida Praetorius, Askepot, Det Kongelige Teater
Da Ida Praetorius dansede den ulykkelige Askepot, viste hun sin fornemme evne til at fortælle historier gennem trin. Denne klassiske ballerina kan danse liv i selv det mest klichétruede eventyr: Med sine perfekte positioner, sin stærke tåspidsteknik og suveræne scenesikkerhed stjal hun publikums blikke. Yndefuldt, drillende og fuldkommen naturligt.
Ole Birger Hansen, Ai-Ai-Ai, Aaben Dans
Den store mand gled ind i computerspillets verden og forvandlede sig til cyborg. Hans stærke muskler bevægede sig helt robotmekanisk og uden følelser, og han forstod ikke, at hans kærtegn blev til slag. Da Ole Birger Hansen pressede hænderne mod sit skaldede hoved, så det ud, som om han maste sin hjerne ud. En skræmmende og dragende danserpræstation.
Milou Nuyens, Chopin danser, Dansk Danseteater
Hver eneste bevægelse stod skåret skarpt i luften, da den lynhurtige Milou Nuyens dansede sin sorg som kvinden, der var ved at miste. Hendes hurtige krop ramte musikkens toner med fortvivlede ryk og vrede spark i en spændende, personlig frasering – også når hun dansede synkront med de andre dansere. En fængende, dynamisk danserpersonlighed fuld af liv.
Årets sanger
VINDER: Gisela Stille, Trubaduren, Det Kongelige Teater, Teatro Real (Madrid) og Opéra Monte Carlo Gisela
Stille var en drøm af en Eleonora, fra det brede fuldregister til de smukkeste tynde og silkeagtige ansatser. Hun fortalte sin ulykkelige historie med alle de lag og farver, hendes stemme udtrykker. Ramt af en grusom skæbne blev hun inderligt troværdig, og greb os med et imponerende nærvær og en klokkeklar sopran, der skar sig dybt ind i hjertet.
Sofie Elkjær Jensen, Flagermusen og Drot og Marsk, Det Kongelige Teater
Lige nu kan Sofie Elkjær Jensen alt. Knivskarp Adele i Flagermusen med lystigt boblende latterarie. Gribende Åse i Drot og Marsk. Offer for kongens lyster, men den eneste, der ville hjælpe ham i nødens stund. Hendes lyse stemme rummer en fænomenal styrke og vilje. Hvert ord står tindrende klart. Hun taler direkte til os med kolossal intensitet.
Gert Henning-Jensen, Drot og Marsk, Det Kongelige Teater
Kongen skulle aldrig have truet med den hundepisk. Krænket og stolt blev Rane den akse, intrigen drejede sig omkring. Gert Henning-Jensen så alt, styrede alt – og forrådte sin konge, så han blev dræbt i Finderup. Adræt og intens i sit nærvær som altid har Gert Henning-Jensen aldrig været sangligt bedre end her, i en rolle, der synes skrevet til ham.
Årets instruktør
Minna Johannesson, Dig og mig ved daggry, Teater Nordkraft og Kat på et varmt bliktag, Betty Nansen Teatret
En ungdomsbog som koncentreret teater, og en stor, moderne klassiker som surreel komedie. Fra nøgent og råt selvmordsdrama ved Limfjordsbroen til 70’er-kitschet familieopgør i Mississippi-deltaet. Minna Johannesson viste sig endnu en gang som musikalsk og klog instruktør med sans for vores misforståelser og svigt. Og vores desperate kærlighed.
VINDER: Sargun Oshana, 4:48 Psychosis, Aarhus Teater
Instruktøren Sargun Oshana gik brutalt til Sarah Kanes nyklassiker om en psykotisk kvinde, der begår selvmord. Han pressede skuespilleren helt ud i psykens tove, og han tvang tilskuerne til at overhøre hendes tvangstanker gennem individuelle højttalere. Dette instruktionsgreb bevægede sig lige på grænsen til overgreb. Men endte som stor teaterkunst.
Jacob Schjødt, Anna Sophie Hedvig, Odense Teater
Kjeld Abells anti-nazistiske klassiker fik renhed og stringens i Jacob Schjødts instruktion. Han lod Anna Sophie Hedvig begå selvtægt mod uretfærdigheden med fuld klarhed, men gjorde hende også nærmest barnligt uskyldig – og fruen i huset gik flot fra forvirret husmor til stærk kvinde, der sagde fra. Det var dansk modstandsteater, man blev stolt af.
Årets scenedesign
VINDER: Ditlev Brinth (lyddesign) og Peter Schultz (scenografi), Anna Sophie Hedvig, Odense Teater
Glem alt om plys og mahogni i det fine borgerskabshjem. Denne opsætning af Kjeld Abells retfærdighedsdrama fra 1930’erne fik en kridhvid scenografi, der var som hugget ud af en dybfrossen isblok. Den fatale trappe var der. Men møbler og rekvisitter var fjernet – tilbage var kun tingenes lyde, der var heftigt forstørret i en renskrabet og fræk sceneæstetik.
Signe Krogh (scenografi), Eksplosioner, Teatret Masken, og Det Tabte land, Vendsyssel Teater
Små videoskærme lyste op med desperate unge i Eksplosioner, og enorme videoskærme fik horisonten til at vælte i projektioner af Poul Anker Bech-malerier i Det tabte land. Begge Signe Kroghs scenografier fik performerne til at hoppe fra podie til podie – og fra den ene følelse til den næste. Det var åben og tjekket videoscenografi med meddigtende effekt.
Maja Ravn (scenografi), Orlando, Betty Nansen Teatret og Shakespeare in Love, Østerbro Teater
Themsen frøs til is i Orlando og vuggede en flotille af skibe i Shakespeare in Love. Med enkle greb blev næsten nøgne scenerum til hele verdener og tider. Vi kunne endda se os selv i Orlando’s store spejl, og vi blev del af det store elizabethanske teaterpublikum, da Shakespeare kæmpede med kærlighed og skrivekrise. Elegant og stilsikkert forløst.
Årets dramatiker
Rhea Leman, Leve livet, Bornholms Teater
Patentløsninger var der ingen af i Rhea Lemans livskloge Leve livet om en sygdomsramt familie på Bornholm. Til gengæld vrimlede det med genkendelige dilemmaer. Varmen fra teksten bredte sig ud i salen som dyb og livsbekræftende solidaritet med alle familiemedlemmerne og deres forskellige tolkninger af ordet ’omsorg’. Svære valg. Og stærkt teater.
VINDER: Andreas Dawe, Vort mismods vinter, AKUT360 & Husets Teater
Fortid og nutid flød sammen i Andreas Dawes poetiske og dybt foruroligende Hitler-monolog, der inviterede os indenfor i bunkeren kort før Førerens selvmord. Den manipulerende mand var snart venligt vanvittig, snart vildt vederstyggelig. Hans ord sprang som gnister og antændte eftertanken. Hitler døde, men den stærke mand lever. Politisk teater, der ætser!
Christina Hagen, Med mig selv i mine egne arme, Østerbro Teater
Som en verbal gang twerking lige i synet på det højt besungne moderskab var Christina Hagens rasende monolog et heftigt forsvar for barnløshedens normalitet. Mens de andre potentielle moderdyr tavst gjorde klar til at ruske tremmer blandt bleer og børnegylp, leverede hun en frådende frihedserklæring: fri os fra fertilitet, familie og forbrug. Fedt!
Årets skuespil
VINDER: Den kroniske uskyld, Det Kongelige Teater
Helt tæt på de unge skuespillere sad vi, bænket om deres kejtede kærlighedsforsøg, deres forsømte forår og hæmmende uskyld. Som var vi med dem i klasselokalet og gymnastiksalen. En klar og begavet dramatisering med en virtuos instruktør. Musikalsk, erotisk og lyrisk legende samspil. Ikke bare underholdende klassikerguf, men ægte nænsomt og rørende.
Kat på et varmt bliktag, Betty Nansen Teatret
Scenen var vulgær som et boudoir, afskyelige børnebørn musicerede på række, for familien var samlet til farmands fødselsdag. Far skulle dø og testamentet plejes. Denne surrealistisk-humoristiske iscenesættelse med både palmer, kaktus og badekar udstillede forlorenheden for fuld musik, mens familien gik til grunde – og bliktaget var gloende hedt.
4:48 Psychosis, Aarhus Teater
Mette Døssings øjne brændte sig ind i tilskueren, mens hun pressede teatret til dets grænse. Små højttalere hængt om tilskuernes halse gjorde det menneskelige mareridt fysisk mærkbart i et mylder af psykotiske stemmer. Dramatikeren Sarah Kane stod selv for et ubeskyttet og råt teater, og det tog opsætningen den fulde konsekvens af. Uafrysteligt.
Årets børne-/ungdomsforestilling
VINDER: Dig og mig ved daggry, Teater Nordkraft
Så stod de to unge dér på broen for at tage det fælles hop ud i intetheden… Teater Nordkrafts ensemble fortolkede selvmordet, så den plaskvåde engel fik publikum til at mærke selvmordets ulykkelige logik. Her var kister, kokain og skyldplagede forældre – og en kærlighedspanik så realistisk, at det gjorde ondt. Blændende ungdomsteater, også for voksne.
Tango, Teater O, Nørregaards Teater & Black Box Theatre
En gammel filmstrimmel med et tangopar flimrede. Men stoltheden lyste ud af skuespilleren Lars Dammark, da han fortalte om sin oldefar, der emigrerede og blev en af Argentinas bedste tangodansere. En smuk hyldest til et menneske, der fulgte sine længsler – og et oldebarn, der forstod ham. Musikalsk og følelsesstærkt teater om at være tro mod sig selv.
Kom dans med mig, Det Lille Teater
Kan man kravle på væggene? Kan man hjælpe hinanden med at flyve? Og kan man blive venner af at danse? Ja da! I denne uimodståelige dyst mellem moderne dans, nycirkus og breakdance blev kroppens detaljer studeret med det lille barns undren, og det røde rutsjerum var verdens bedste legeplads. Smilende og drillende – med superdansere i børnehøjde.
Årets musical / musikteater
VINDER: Tarzan, Fredericia Teater
Med akrobatiske gorillaer svingende oppe under loftet gik alt op i en højere enhed i Fredericia Teaters overrumplende flotte Tarzan. De store stemmer og stærke følelser voksede vildt inde i Disney-junglens lianskov. Og et fabelagtigt lyddesign sørgede for, at nakkehårene ligefrem rejste sig, når leoparden var på krigsstien. Et junglebrøl af en musical!
Det tabte land, Vendsyssel Teater
Vendsyssel Teater lod musikken male i storslåede strøg og sendte længslerne på langdans ud over de nordenfjordske vidder med får og knolde, tvivl og tab. Resultatet blev drømmespillet Det tabte land om maleren Poul Anker Bech – en lokalt forankret, men universel fortælling om enerens kamp og kunstens pris. Modigt, fascinerende og dybt originalt.
I et forhold, Betty Nansen Teatret
Hvordan ser et forelsket hjerte ud? Smukt og kaotisk som en trompetist på høje hæle i en sky af tyl? Og lyder afvist kærlighed vildt som perlebesat panik fra en trængende elguitar? Sort samvittigheds mascara-kvinder gik løs på den svære, vidunderlige tosomhed med fjer-musik og blomster-ord og skabte et syret og sårbart – ja, helt suverænt – kærlighedstrip.
Årets opera
Passageren, Den Jyske Opera
Om bord på oceandamperen ser en tidligere SS-vagt fra Auschwitz en kvinde, der minder hende om en af lejrens fanger. Under dæk udspilles minderne fra kz-lejren i en lammende smuk musik, der dyrker sindets mange kløfter: skrøbelig, dyster, ond, indsmigrende. Forestillingen rettede lyset på publikum, og ingen fik lov at gemme sig i historiens anonyme skygge.
VINDER: Drot og Marsk, Det Kongelige Teater
Nu kan ingen være i tvivl: Drot og Marsk er en dansk opera på europæisk niveau. I denne perfekte opsætning blev det historien om, hvad mænd gør ved kvinder i æresbegrebets navn. Selv Marsken brugte sin hustru som madding for at fremme sine planer. Forestillingen fik det bedste frem i sine sangere og greb os som en nådesløs skildring af ære og magt.
Tidens og visdommens triumf, Det Kongelige Teater og Malmö Opera
Så cool og lækker som et modeblad blev Händels oratorium til opera. Begreber somSkønheden, Nydelsen, Tiden og Visdommen bevægede sig i slowmotion rundt blandt smukke designermøbler. Pistoler måtte affyres og blod rinde, før Skønheden faldt til ro i sin kernefamilie-sofaidyl. Gnistrende lækkert spillet og sunget lød musikken som tindrende ny. Gennemført!
Årets danseforestilling
VINDER: An Eve And An Adam, Granhøj Dans
Palle Granhøj hyldede forfriskende den nøgne krop ved at springe tilbage til syndefaldet og det forbudte æble. Danserne optrådte både med og uden tøj. Deres nøgenhed var vidunderligt selvfølgelig, og selv når Adam i et anfald af kyskhed forsøgte at dække Evas uimodståelige krop, lykkedes det aldrig, for Eva dansede så sanseligt, at figenbladene føg.
Panic Day, Uppercut Danseteater
Panikken bredte sig hos fire lynhurtige muskeldansermænd. Angsten fik dem til at bevæge sig så vildt, at de blev bange for deres egne skygger. I hvert fald indtil den lille Stephanie Thomasen lagde arm med dem – og vandt. De opfindsomme og halsbrækkende streetmoves fik panikken til at dunke videre i tilskuernes kroppe. Hæsblæsende turbodans med storbypuls!
Ocean of Our Motion, DeLeónCompany
En enkelt lysstråle dansede. I et betagende ocean af glidende bevægelser bøjede rygge sig bagover i melankolsk, musikalsk dansepoesi. Kroppene hvirvlede med udstrakte arme som pile, og hænder blev lagt foran øjne. Lyset sænkede sig i en cirkel. Så eksploderede danseren: sprang op og trak benene op under sig. Som et lys, der gik ud. Et opslugende ritual.
Årets performance
VINDER: Mod alle odds, Betty Nansen Teatret og Fix & Foxy
Her var tallene fra Danmarks Statistik, iklædt kød og blod fra 22 børn. Hvem stiger til tops, hvem falder til bunds? Hvem skal dø, hvem kommer i fængsel, hvem bliver bankdirektør? Klasser og kasser blev konkrete, da børnene fortalte, hvad statistikkens spådom forudsiger. Børnene fik stemme, nogle mere nervøst og vaklende end andre – alle lige gribende.
Shinpai Shinaide – Don’t Worry About Us, Blue Cliff, Åbne Scene og Bora Bora
Den japanske tsunami, der krævede så mange ofre, forvandlede sig til et scenisk sansebombardement i denne sfæriske dokumentarperformance om ofrenes familier, der indtalte beskeder i en opsat vindtelefonboks. Her blev lydene i vinden forvandlet til næsten ubærlige kropsudtryk for sorg – med butohdansens langsomhed, tidløshed og bizarre skønhed.
Black Madonna, Sort/Hvid
Hvem må sige hvad om hvem? Hvem må være hvem på en scene? Madame Nielsen rejste gennem race og identitet. Hun malede ansigtet sort og gik ind i kampen for borgerrettigheder. Hun sang om racekrig, racelyst og raceangst. Pigtråd og giftgas. Snart var det os, der var de fordrevne. Madame var alene på scenen, mager og magisk, brændende øjne bag skind og ben.
Årets særpris
Messias i nat, Husets Teater & MA Archive
Vent ikke på Messias, han kommer aldrig. Vi er alle Messias – og vi må løse vores lort selv. Händels hit blev flået i småstykker og samlet i nye klangfarver, nye rytmer, nye salte og sure opstød. Gudesmukt, provokerende og kontrastfuldt. Tekst og musik sendte hugtænder gennem salen med et afkristnet julebudskab om menneskehedens frelse ved egen kraft.
Skattegraveren, Mauro Patricelli og Det Kongelige Teater
Der blev gravet i folkets muld. Musikerne slog rytmisk deres skovle mod gulvet. Signe Asmussen både sang og spillede violin. På bagvæggen dukkede almuen frem, forhutlede fattigfolk fra heden. Denne overraskende dokumentaropera forklarede os i detaljer, hvordan en fonograf virker, og breve kom sært til live. Nøgternt, faktuelt og insisterende anderledes.
VINDER: Tænk hvis man havde en rejsegrammofon, Teatret Gruppe 38, Teatret Møllen, teater2tusind & Carte Blanche
Nøjsomheden fra Babettes Gæstebud havde forplantet sig til scenografien. Her var kun et bord, hvor tre mennesker sad og dyrkede det spartanske liv. Lige indtil de fik erstattet klipfisk og øllebrød med alverdens delikatesser. Så slubrede munden sin suppe og blev salig. En mesterlig instruktion med sans for at vække en tekst til live med helt enkle greb.
Reumerts talentpriser:
Skuespiller Nicolai Jørgensen er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole København 2018. Han modtager Talentprisen for sin medvirken i Shakespeare in Love på Østerbro Teater.
Nicolai Jørgensen er en rigtig bræddebisse, hvis tilgang til rollerne udspringer fra en klassisk skuespiltradition. I Shakespeare in Love var han sjov som grisk pengemand, der blev omvendt til teatret. Han er både klovn, komiker og karakterskuespiller med en stemme og krop, der er bygget til det store udtryk.
Skuespiller Anne Sofie Wanstrup er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole København 2017. Hun modtager Talentprisen for sin medvirken i Leve livet påBornholms Teater.
Anne Sofie Wanstrup var rørende som den kor-interesserede datter med det lovligt veludviklede omsorgsgen. Med moden scenisk rummelighed favnede hun både datterens pligtfølelse over for familien og den ulmende frihedstrang. Uforfængeligt, totaldedikeret og ikke uden humor stillede hun sig til rådighed for teksten. Originalt og meget løfterigt.
Skuespiller Cecilie Gerberg Nielsen er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole Odense 2017. Hun modtager Talentprisen for sin medvirken i Tom på BaggaardTeatret og Forårsrullen på Odense Teater.
I Forårsrullen gennemlyste Cecilie Gerberg Nielsens fremragende stemme og intense nærvær forestillingens humoristisk-gakkede dej. Og i Tom brillerede hun bl.a. som den filosoferende Emil Bønnelycke, der flammede så selvforglemmende af ungdommelig livslyst, at man næsten kunne høre revolutionen bruse i hans årer. Ikke sært, at de store roller må stille sig i kø hos hende.
Skuespiller Bolette Nørregaard Bang er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole København 2017. Hun modtager Talentprisen for sin medvirken i Persona på Aalborg Teater.
Bolette Nørregaard Bang går fra 0 til 120 på 4 sekunder og er en knivskarp aflæser af menneskelige relationer.Som sygeplejersken iPersonaudfoldede hun sin egen usikkerhed og vrede i et fascinerende spil mellem underlegenhed og overlegenhed.Hun har et stort emotionelt råderum med sjælden evne til derinde at styre sin impulsivitet.
Dramatiker og instruktør Anna Malzer er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole København 2018.
Anna Malzer både skrev og iscenesatte den voldsomt virkende 16:29 på Teater Momentum, som hun i egenskab af kunstnerisk leder har gjort til politisk scene for sin egen generation. Nu gælder det posten som kunstnerisk leder af Mungo Park i Allerød. Vilde visioner, uforfærdet gåpåmod og evnen til at få folk med sig – på scenen og uden for den. Dét har vi brug for i dansk teater.
Skuespiller Emil Blak Olsen er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole Aarhus 2017. Han modtager Talentprisen for sin medvirken i Finn og de fem fajl på Zangenbergs Teater.
Børnepublikummet var fuldstændig solgt til denne unge fyr, der viste, hvor svært det er at være sig selv, når man ikke er som de andre. Han dansede og sang i en overlegen præstation af sej retorik, sjove karikaturer og væver kropskomik. Emil Blak Olsen har en ubesværet tydelighed over sit udtryk – pakket ind i charme og blink i øjet.
Nycirkusartist Anders Björklund er uddannet i straps og akrobatik fra Akademiet for Moderne Cirkus i 2017. Han modtager Talentprisen for sin medvirken i Kom dans med mig på Det Lille Teater.
Den smilende mand lignede en hvilken som helst venlig pædagog i vuggestuen. Men da han kravlede op i sin strap og foldede sine arme ud, begyndte hans tatoverede vinger på ryggen at flyve – og hans legeglade luftdans lokkede tilskuerne med på en ordløs drømmerejse. Poesien og glæden i Anders Björklunds muskelkraft vil kunne føre ham vidt.
Musicalperformer Monica Isa Andersen er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Fredericia i 2018. Hun modtager Talentprisen for sin medvirken i Den evige ild påBellevue Teatret.
Med en dronnings ydre værdighed og indre uro debuterede Monica Isa Andersen som Mary Stuart i Den evige ild – en fornem opvisning i musicalkunstens mange discipliner. Hendes stemme var tindrende klar, tolkningen af rollen tydelig og rørende. Og da hun i nederlagets stund sang ”Man taber og man vinder”, stod det klart, at hendes musicaltalent er helt særligt.
Årets Reumert 2019 var sponsoreret af CPH Stage, ISCENE.dk, Skuespillerforbundet, Dansk Solistforbund, Danske Dramatikere, Nørrebro Teater, billedkunstner John Kørner, glasmager Peter Kuchinke og theglassfactory, Teknisk Landsforbund, Danske Scenografer, Billet Billet, SceNet, Dansk Teater og Have Kommunikation
