★★★★★☆
Det kinesiske lysthus i Frederiksberg Have danner den smukkeste ramme om en lille poetisk forestilling, der mixer kinesisk digtning og dansk dramatik. Men på tankevækkende vis sidder publikum hverken placeret foran den smukke facade eller inde i det fine lysthus, men i baghaven, for forestillingens hovedperson er også en outsider fra det kinesiske samfund.
Vi møder hende, en sortklædt kinesisk kvinde, med ryggen vendt mod os, mens hun spiller et vemodigt stykke klavermusik for os. Da hun er færdig, hanker hun op i sin lille kuffert, der viser sig bl.a. at indholde en lille notesbog og en pen.
Når hun ikke fortæller sin livshistorie fra den centralt placerede mikrofon, læser digte op, synger børnesang, spiller håndklaver eller laver te,, skriver hun kinesiske tegn på papir og hænger dem op på træerne.
Den danske initiativtager Gritt Uldall-Jessen har skrevet manuskriptet til stykket og er sammen med Liao Yiwu og oversætteren Jimbut Jun Feng også ansvarlig for forestillingens digte. Selve forestillingen er skabt efter et kinesisk forbillede.
Teksterne oversættes ubesværet til dansk undervejs, uden at det forstyrrer helheden takket være en voice over (Mette Klakstein Wiberg) og en assitserende performer (Gina Marchwinski).
Yiyun Cai, der selv har iscenesat denne lyriske forestilling, formidler ordene med en diskret men stærkt virkende intensitet, der i den grad gør indtryk, og trods de afdæmpede udtryk, fornemmer vi vigtigheden bag hvert et tegn, hver en stavelse.
Ordene handler umiddelbart mest om ytringsfrihed med referencer til massakren på den Himmelske Freds Plads i 1989. Vi hører bl.a. et uddrag af sangen "Tolerate", som studenterne sang i forbindelse med demonstrationerne forud for massakren.
Men DIGTNING handler også om at turde tro og håbe på forandring. Om at bekymre sig om, savne og elske sit land i ensomhed.
(Michael Søby)
