★★★★☆☆
På Teater Grob er man atter engang leveringsdygtig i relevant nutidsdramatik. Dramatikeren Kirstine K. Høgsbros finurlige sprogblomster får plads i denne opsætning, og det er måske ikke så mærkeligt, eftersom hun også selv har iscenesat.
4 menneskeskæbner flettes sammen til et portræt af en selvfed tidsånd, hvor stadig mere desperate individer har behov for fællesskab – uden at magte det. Vi undskylder hele tiden for vores egoisme, men vi ændrer aldrig vores opførsel.
Maja Ravn, der netop har opnået en velfortjent Reumert-nominering for sin scenografi til "Shakespeare in Love" på Østre Gasværk, viser, at hun også magter det lille format. Med to bevægelige vægge skaber hun både kvælende isolation og sprækker af livgivende håb.
Tina Gylling Mortensen er nærmest frygtindgydende morsom som den sygeligt narcissistiske (D)orte Madsen, et lys for martrede sjæle med behov for at tro på noget. Med den "Jesus-agtige" Dorte i front synes menneskeheden dømt til undergang.
Men også Josephine Park har sine øjeblikke som den lettere sindsyge hustru, der prøver at udfylde den ægteskabelige tomhed med en hund, der i levende live viser sig at passe dårligt ind i hendes uhyre veludviklede planer for indretning.
Mændene har mindre at rive i rent dramatisk, men Paw Henriksen får i det mindste lov til at forvandle sig i takt med hans arbejsmæssige opofrelser. Ole Boisen har sit hyr med nogle kvindelige dukker, men de får også det glatte lag på en lidet imødekommende vis.
EFTER TIDEN skildrer nutiden med befriende absurditet, og afspejler samtidig nødvendigheden i forandring.
(Michael Søby)
